SkyggeridsAfGamleMinder

105

ikke havde nogen rigtig G læde af den første Akt, da det formelig pinte mig, at Lorch, der var en saa stor Theaterven, skulde gaa glip af denne Kunstnydelse. Da 1ste Akt var forbi, faar jeg, med Knap­ pen af en Stok, nogle kraftige Stød i R y g -. gen, og da jeg vender mig om, seer jeg Lorch, — stolt som en Seirherre, — trone paa bageste Bænk i vor Loge og nikke huldsalig ned til os. Da vi havde forladt ham, havde han faaet fat paa et af Theater- budene, „den almægtige H valsøe“ , der havde smuglet ham ind i Theatret. Lorch havde sét Prøven lige fra Begyndelsen og var henrykt, saa jeg havde kunnet spare min Anger og Bekymring. — I senere Aar saae jeg jevnlig Dr. Lorch i Theatret; han var let at gjenkjende, da han var omtrent uforandret; derimod kunde jeg godt mærke, naar han gjengjældte min Hilsen, at han slet ikke anede, hvem jeg var. En Aften var jeg lige paa Nippet til at presentere mig selv som hans anden Hustru „in sp e “ ; men det opgav jeg vise­ lig, da jeg umulig kunde forlange, at han