SkyggeridsAfGamleMinder

12

ket dermed og stod henrykt foran mit Spejl og beundrede sin Pynt. Je g spurgte, om hun virkelig fandt det passende at bære sig saaledes ad. „Naturligvis, kjære F rø­ ken! Je g skal i stort Selskab og har hver­ ken Broche eller Kniplinger; De sidder hjemme i Aften, saa har De jo ikke Brug derfor; jeg skal nok passe godt paa Stad­ se n “ . — For os Nordboer er det næsten ufatteligt, at en saa hurtig Omvexling af Stemninger kan forenes med en dyb, al­ vorlig Karakter. Mine Landsmænd, som besøgte mig i Paris, var alle mer eller mindre indtaget i Honorine, og naar hun ikke havde Tid til at komme ind til mig og hilse paa dem, saa satte vi os, i al Gemytlighed, ud til hende i Kjøkkenet og morede os glimrende over hendes kvikke Passiar. Da jeg forlod Paris, var det mig en vir­ kelig Sorg at skilles fra den rare Hono­ rine, hvem jeg skyldte den inderligste Tak­ nemlighed for al hendes Omhu og Kjær- lighed.