SkyggeridsAfGamleMinder

17

som forstenet af Fortvivlelse, aldeles uimod­ tagelig for Religionens Trøst, ja, han be­ svarede stundom mine Formaninger med den bittreste Spot. Senere blev han dog mere tilgængelig, og jeg kom til at holde meget af denne stakkels Mand, der ikke i fjerneste Grad bar Præget af en For­ bryder. Je g var nærved at tro, at det var mine Ord, som endelig havde gjort Ind­ tryk paa ham ; jeg vidste ikke, at jeg havde en Hjælper, der langt bedre end jeg, havde forstaaet at tale til hans Hjerte, og hvem han, næst Guds Bistand, helt skyldte sin Omvendelse. Han spurgte mig en Dag, om jeg vilde læ se nogle Breve fra hans Kone. Je g havde igrunden hverken Tid eller Lyst til den Læsning, men svarede dog Ja, for at fornøie den stakkels Mand: men jeg tilstaaer, at aldrig har de skjøn- neste Taler af mine berømteste Kolleger rørt og opbygget mig i en saadan Grad som disse Breve fra en tarvelig Kvinde af Folket. Hun havde ganske vist intet Begreb om Ordføining eller Retskrivning; men Ordene var strømmet ud fra hendes Skyggerids af gamle Minder 2