SkyggeridsAfGamleMinder

31

gjenkjendte hende strax; hendes Skikkelse var uforandret, ja, Dragten syntes endog at være den samme, som hun bar i mine Barndomsdage, — rén og pyntelig, men saa uendelig gammeldags. Hun havde end­ nu sin lette, svævende Gang; men hen­ des Haar var næsten hvidt, og Ansigtets Udtryk var som forvandlet, — mærkelig nok — fra den fordums dybe Melankoli til den mest straalende G læde; hendes Øine lyste som Stjerner. Da hun opdagede mig, løb hun mig imøde, kaldte mig „sin kjære lille Charlotte, som hun saa længe ikke havde seet,“ spurgte til hver isæ r af min Familie, og gjorde ikke i fjerneste Grad Indtryk af en Sindsforvirret. Men pludselig udbrød hun: „Hvor Du sang deiligt i Aftes paa Theatret, kjære Char­ lotte! Baade Grev D og jeg var henrykte over Dig. — Ja , Du véd da nok, at jeg er gift med Grev D ? — men Du véd neppe, hvor ubeskrivelig lykkelig jeg er. Kom endelig og besøg os! Greven vil blive ligesaa glad som jeg over at see Dig; han véd, hvormeget jeg altid har interes