SkyggeridsAfGamleMinder

32

seret mig for Dig, ligefra Din Barndom .“ S aa kyssede hun mig til Afsked og svæ ­ vede videre, stadig med det lyksalige Smil paa Læberne. Folk saae efter hende, og jeg hørte En sige: „Det er den gale Frk. H ..., hun har mistet Forstanden af ulykke­ lig Kjærlighed.“ Kunde man egentlig kalde den K jærlig­ hed u lyk k elig ? — I det Øieblik kunde jeg næsten have misundt denne stakkels Kvin­ de hendes dybe, uudtømmelige Væld af Følelse, hendes grundmurede Trofasthed. Denne Kjærlighed havde været hendes „kjære, stadige T anke“ fra hendes tidlige Ungdom, gjennem tunge Tider, under Syg- dom’ og Sorg, indtil den nu stod som Ene­ hersker i hendes Bevidsthed og fyldte hende med en usigelig Lykke. Hendes Lykke var ganske vist kun et Fantasibil- led’ ; men for hende var den ubrødelig Sandhed, og hendes Kjærlighed var altsaa lykkelig; paa den havde hun levet i mange Aar, og i jublende G læde over den luk­ kede hun sine Øine i Dødens Stund.