SkyggeridsAfGamleMinder

53

og i vild Fart styrtede op paa mit Værelse, maatte jeg ofte vente paa min Paaklæder- ske, der ikke paa nogen Maade vilde for­ lade Scenen, før hun havde hørt, om der faldt Applaus eller ei; jeg behøvede al­ drig at spørge; jeg kunde læse Udfaldet af hendes Ansigtsudtryk. Da jeg en Gang maatte afstaae en af mine Yndlingsroller til en Debutantinde, var min Pyntekone aldeles fortvivlet, og hun blev næsten syg af Ærgrelse, da De- butantinden gjorde Lykke. Hun gav sin Harme Luft ved at skjænde paa mig: „See, hun havde faaet en straalende ny Dragt, medens De, Frøken, nøies med det værste gamle Snavs af Kostumer.“ „Naa, spurgte jeg, „saae hun da saa deilig u d ? “ „H u n !!“ raabte Pyntekonen, hun saae rædsom ud, væmm elig!“ — og da jeg brast i Latter over denne mærkelige Lo­ gik, blev Madammen stødt, bebreidede mig min utilgivelige Ligegyldighed og gik bort i Vrede. En anden Gang havde jeg ogsaa nær forspildt hendes Venskab, da hun græd sine modige Taarer af Glæde over