SkyggeridsAfGamleMinder

58

bristet i Latter; nu tænkte jeg kun paa, hvilket Kæmpe-Arbejde hendes „Maaske- Instruktør“ vilde have havt, for at faae det Sprog civiliseret. Da jeg, efter omtrent 10 Aars Forløb, atter gjæstede den By, laae Pyntekonen alvorlig syg; men hun erklærede meget bestemt til sin Læge, at hun maatte op og hen paa Theatret, ellers døde hun af Sorg. Hun hjalp os naturligvis endnu daarligere end forrige Gang, men saae straalende glad ud, skjøndt hun var bleg og mager som en Dødning. Da vi et Øjeblik var alene, be­ troede hun mig som en dyb Hemmelighed, at nu havde hun dog én Gang smagt den Lykke, hun altid havde drømt om. Da en Skuespillerinde ved en omreisende Trup var bleven syg, og Direktøren altsaa var i stor Forlegenhed, havde min Pyntekone tilbudt at doublere Rollen. Hendes Navn havde ikke staaet paa Plakaten; der stod derimod 3 Stjerner , hvorover hun syntes at være meget stolt. Hun havde kun spillet den ene Aften, men havde gjort stor Lykke. En Aften, da vi gav „la Traviata,“ hvori