SkyggeridsAfGamleMinder

59

jeg spillede Venindens lille Rolle, maatte jeg selv hjælpe mig med Paaklædningen, da Pyntekonen, i sin Henrykkelse, stod som fastnaglet nede paa Scenen. Da hun efter Forestillingen kom op paa mit Værelse, var hun dybt bevæget over Slutnings­ scenen i Operaen, og saa forgrædt, at hun næsten var ukjendelig. Hun kastede sig om min Hals og udbrød: „Ja, hvis man blev saaledes elsket, saa kunde man døe med G læde.“ — (Denne Yttring smigrede i høi Grad vor Tenor, der ellers altid blev drillet med, at han spillede sine E lsker­ roller altfor køligt). Nogen Tid efter vor Afreise, hørte jeg, at den stakkels Pyntekone var død. Da hun hverken var ung eller smuk, er det ikke rimeligt, at hun opnaaede den Lykke at blive elsket saa høit som „la T raviata“ ; men hun havde dog oplevet at være Stjerne, omend kun paa Plakaten og blot for en ene­ ste Gang; dog havde hun af denne ene Af­ ten havt større Glæde, end mange Kunstner­ inder af en lang og vellykket Theaterbane.