PolitikensLevnedsløb

121

1908.

(24/ 2 .) »Carl Ewald død. Medens før ham Peter Nansen koket og smidig listede sin Malice ind i Bor­ gerskabets Opfattelse af en Mængde moralske og mondæne Spørgsmaal, tog Ewald altid mere haand- gribelig fat i sine Satirer, — — I lange Tider var han en stor K raft i Bladets Spalter , , . Som Hørup og Georg Brandes paa deres Vis, som Nansen paa sin, har han bidraget sit til at omforme Byens Kul­ tur . . . . Sven Lange.« Vi har hidtil ikke nævnt Carl Ewald, Han fungerede nærmest i »Politiken«s Cirkuspe- riode, i de senere A ar fortrinsvis som Sprechstall­ meister, (Et ejendommeligt Eksempel ses 11/i. 03). I de yngre Aar, da Ewald selv agerede, var Gen­ ren gærne denne: (Det ræsonnerende Argument). (19/s. 98), »Jeg kan ikke lide —. Jeg kan ikke lide de Mænd, som kun har elsket én Kvinde . . , . Ligesom Socialdemokraterne med en vis Ret hævder det absurde i, at Skomageren gaar fallit, fordi han ikke kan faa sit meget Fodtøj solgt, mens Gaden er fuld af barbenede Mennesker — saaledes kan det være pinligt at sé en Mand med megen Ævne til Elskov gaa omkring og drive, fordi Samfundet ikke forstaar at anvende ham. Gud ske Lov ser man det jo ikke saa tit , , , ,« (Det poetiske Argument). (5/9. 98). »Der er død en ung Mand. — Ringeren fortæller mig det . . . Og han fortæller mig Navnet. Saa véd jeg, hvem det er. Jeg har set ham tidt, paa Marken og paa Vejen, Og ved Aften, naar der var mørkt og smukt i Skoven, En stor Mand med ungt Skæg, Han gik, hvor hans Bén bar ham, og hans Hænder tog, hvad de vilde. Hans Øjne var dunkle af Ungdom.