PolitikensLevnedsløb

32 ling kunde være klog. Næste Morgen var D'Herrer væk og Bladet »rent«. Naa, der kom jo siden bedre Tider, Og — som skrevet staar om det fejede Hus — det sidste skulde blive værre end det første. Henrik gjorde hvad han kunde, under Træng­ slerne. Fra Utah regnede det med intime Mormon- Artikler. Og i næste Nu var Brevene dateret fra Paris. — Sent paa Efteraaret maatte Hørup gaa i Fæng­ sel, og Hr. Cavling kaldtes hjem. Skæbnen var ham ikke rigtig god. Han inter­ viewede en »Revolutions-Dame«, den danske Louise Michel, som han kaldte hende, — men dementeredes; han opdagede en Lampevejsmorder, — men demen­ teredes; han besøgte en Brasilianer, — men demen­ teredes; han afgav Erklæringer, — men dementere­ des. Allerede i December drog han atter udenlands. Naar hertil kommer, at Oplaget stadig ikke vilde stige, og at Bladets Varieté-Frikort blev inddraget, maa man sikkert sige, det var trist. »Artistisk Fusel«, sagde »Politiken« bittert, da den slængte Direktøren Kortene. 89 var trist. 1890. Ligesiden 1886, da Hr. Cavling pludseligt fik trommet Folk til Huse, havde »Politiken«s Oplag staaet sært i Stampe. Alt hvad Henriks Volter og Bravour formaaede, beløb sig til: at holde Galleriet sammen, I Balconerne var stadig tomt. Dette ændredes imidlertid da »Politiken« endelig fik engageret Hr, »Flaneur«. Han var Manden for at kunne bringe Bladet ind imellem Bourgeoisiet. Han var nemlig baade Fløjtespiller og Salon-Artist.