PolitikensLevnedsløb

89 Virksomhed i længere Tid har affundet Dem med en anden af Livets guddommelige Magter« — Sand­ heden. (Dr. Vilh. Andersen. — Side 78 ), »Politiken« og Sandheden syntes ogsaa i det ny Aarhundrede aldeles uadskillelige. Selvom aldrig saa mange Vidner lagde sig imellem, holdt man fast urokkeligt. Vi vil vælge som Eksempler ovennævnte to Artikler om Prof. Molbech; ikke for at irritere Dr. Georg Brandes, men fordi jo dette Angreb baade var talentfuldt i sig selv, og typisk for »Politiken«, (14/i. 01). »Hans Ungdom gik med Tøsesjov og Digteri,« Som fyrretyveaarig lykkedes det ham efter talrige Afvisninger at blive gift, men han »udarbej­ dede sig som Ægtemand og Fader den naiveste og fuldstændigste Egenkærlighed, jeg nogensinde har mødt.« Som Anmelder plagierede han regelmæssigt. »Naar en ny Bog kom ud, indfandt han sig ufra­ vigeligt for at høre min Mening, hvilken man da et Par Dage senere kunde læse i Avisen som hans.« Som ældet Mand farvede han sit Haar for at gøre Indtryk paa en fransk Demimonde. Senere hen ind­ skrænkede hans Erotik sig »til faderlig Instruktion af unge Skuespillerinder.« — »Efterhaanden som han ældedes, forbenedes og nødtvungent blev stedse dydigere, blev den nye Skole (Brandesianismen) ham en Afsky, — Og han holdt Idealets Fane højt imod dem . Kræfter havde han ikke mere, men en Bekræfter var han; de var Fornægtere, — — Han var Aandens Talsmand mod Kødeligheden, Idealets Fændrik. Dog dette var ikke nok. Han blev dy­ bere og dybere hjertegreben; der kom noget forkla­ ret over ham; han blev troende som et Barn; iv­ rigere og ivrigere i sin Tro, og forkyndte dens Sejr over Hedenskabet. Tilsidst hørte han til Literaturens ypperste Kirkefædre. Som en egentlig Helgen blev han dog ikke ved sin Død betragtet. Derimod var Alle enige om, at med ham mistede Danmark en sand Idealist. Georg Brandes.«