StudenterSangforeningen_1839-1889

Adolf Knudsen bliver Musikdirektør.

99

h, oven i Købet med et meget langt Fermat,

ladet dem holde det hoje i de beromte pudsige Linier:

I kan gaa til Nød til h — men ikke mer til Heise!

IX. 1858—1864. Adolf Knudsens, Chr. Richardts og Ottesens Tid.

De Trækfugle rejste til Lands og til Vands, ja rundtomkring i alle Nordens Lande; og Laurbær de høsted, en Skæppe vist til Mands, fra gamle Danmarks aller fleste Strande ; for vi har væt i Ringsted, i Svend- og Nyborg Stad, paa Himmelbjerg, i Silkeborg og hvor? jeg ved ej hvad; nede i Korsør der har vi været for; Fanen, som vi bar, en gammel Skjorte*) var, og sikke mange penge »Sekketeren« med sig ta’ er til »Bygningen« fra rejsende Studenter.

Glade som Fuglen i Morgenstunden mødes vi her under Jubel og Sang I Ungdommens bankende Hjerter er Grunden, hvorfra der skal skyde Kræfter engang! Til Politik er vor Hjerne for svag — lad os da tone kun Ungdommens Flag ! Ingen foragte de lystige Danse, ingen de Blomster, som Glæden strøer u d ! Ej skal de vorde til visnende Kranse: G læ d en e r A lv o r e ts ju b le n d e B ru d . Nfordahl] R[olfsen]: Til de unge. (Ved Studentermødet i Christiania 1869.)

*) Den var nok for Resten af Hunkonnet.

(Sang af O tto ved 25-Aars Jubilæet.)

Heise var blevet afløst som Musikdirigent af Cand. theol. A d o l f Knuds en , som imidlertid kun en meget kort Tid fik Lejlighed til at virke som overordnet — han havde længe, lige fra 1844, taget virksom Del i Arbejdet — da han allerede det følgende Aar ved sin Ansættelse som Kantor paa Vallø blev afløst af Chr. Richardt. Knudsen blev be­ standig erindret som en elskværdig Kammerat og samvittighedsfuld Arbejder; han var en stærkt idealistisk anlagt Natur med varme Følelser, der gav sig et smukt Udslag i hans Deltagelse i Krigen 1864, hvor han blev Lojtnant, og senere, da han blev Folkehojskoleforstander paa en af

7*