StudenterSangforeningen_1839-1889

Svendborg-Nyborgturen 1858.

102

Næste Dag gik Toget over Glorup, hvor man gjorde et kort Ophold for at bese det pragtfulde Herresæde, til Nyborg. Paa denne Tur var Tasken nær paa et hængende Haar blevet Ottesens Fordærvelse. Han havde givet en Del Drikkepenge i Kroer og ved Vognskifte og benyttede nu engang Lejligheden, da der gjordes et kort Hvil, til at sætte sig paa en Grøftekant for at tælle Pengene efter og bringe Orden i Regnskabet. Optaget af det brydsomme Arbejde ænsede han ikke, at Tiden lob fra ham, og Studenterne med. Heldigvis kom Besætningen paa en af Vognene til at erindre deres brave Fører og kørte tilbage for at tage ham op; han sad ufortrøden i Grøften og skrev og regnede. Det var ogsaa paa denne Rejse, at et af disse bevingede Ord blev til, som netop oftest gor storst Lykke ved deres Meningsløshed. Som Fører til Nyborg havde etsteds paa Vejen indfundet sig en af Festkomiteen, Kaptajn Wildenradt. Pludselig midt paa Landevejen paakom der en Vogns Resætning den letforklarlige Ængstelse, om nu ogsaa Wildenradt virkelig var med og det ikke var gaaet ham, som det nær var gaaet vor egen Fører Ottesen. Som en Løbeild floj nu Sporgsmaalet »Er Wildenradt med?« fra Vogn til Vogn i den lange Vognrække, og fra den bageste atter fremefter Rækken igennem, varieret i de forskelligste Former af dramatisk Pathos, og det gentoges mangen en Gang senere paa Sangforeningens private Skovture, indtil det engang paa det sidste Studentertog til Upsala dukkede op med den samme Meningsløshedens betagende Magt under Formen: »Er Vandall med?« I N y b o r g gav man en Koncert paa Raadhuset, midt under hvilken et Medlem, Joh. Buc-h, pludselig gik igennem Tribunen ned paa Gulvet, heldigvis kun til yderligere Forhojelse af den gemytlige Stemning, da han ikke led nogen Molest derved. Efter Koncerten var der Fest i den lille Skov udenfor Byen, hvor bl. a. Birkedal var med og holdt en drabelig Tale, der begyndte med: »Alle Mand paa Dækket!« Megen Glæde havde man her af Carl Tolstrup, som var Kateket der i Byen og havde været en af de virksomste tilat faa sine gamle Sangkamme­ rater herover. Han sangbaade med sine gamle Fæller og med sine nye Bysborn; Haandværkersangforeningen dersteds indbød Studenterne til Gæster en Aften og sang nogle Sange for dem, og her kneb det baade for Tolstrup og Gæsterne at holde Alvoren ved lige, medens disse »brave Leute aber — « nok sagt, med megen Følelse foredrog et hojst blandet Repertoire af Sange fra »Regimentets Datter«, »Den sidste Nat« o. 1. Særlig var en Sang med den gribende Tekst »Stille, stille, min Ven« af en sjælden oplivende Virkning. Hjemme fortsattes Virksomheden i den gamle Gænge; man holdt