StudenterSangforeningen_1839-1889

Istedløvens Afsløring den 25. Ju li 1862.

125

til et Gilde i det frie ved Hedeby, men Glanspunktet var den næste Dags Udflugt til Dannevirke (Frokost i Thyraborg; Sang af F. Krag: »T il de danske Studenter ved Dannevirke«) og Køreturen til Ascheffel, hvortil sydslesvigske Bønder fra 8 Sogne modte med Køretojer. Der holdtes Rast i en stor, velhavende Gaard, hvis »Diele« rummede hele Rejseselskabet, og senere arrangerede den bekendte joviale Allan Dahl, dengang Dragonlojtnant i Slesvig, en hel gymnastisk-ekvilibristisk Fore­ stilling paa en Eng i Nærheden, hvor han selv producerede forbavsende Kraftkunster og flere flinke Drenge optraadte som Gymnastikere, deriblandt Ernst v. d. Recke, som var hjemme i Ferien hos Faderen, der var Artilleriofficer i Slesvig. Den plattyske Befolkning modtog de danske Studenter med overstrømmende Venlighed — Bønderpigerne kastede i Mangel af Buketter store Ribsklaser ind i Vognene — og det var et fornøjeligt Syn at se hoje og lave, Officerer (General Wilster), Bønder og Studenter — et Medlem, Student Poulsen, kunde svare paa Plattysk — blandede mellem hverandre, alle grebne af den frejdige Stemning, der syntes at varsle om et Omslag i hine Egne, som længe havde været gennemagiterede af Slesvigholstenerne. »De københavnske Studenter var mere belevne i deres Optræden end Kielerstudenterne«, var alle Vegne Befolkningens Dom. Om Aftenen sluttede Opholdet i Slesvig med et Bal paa Stampemøllen, hvor en overordentlig smuk Sang af Joh. Helms blev afsungen (J. Helms: Et Par Digte. 1866. S. 75). Den 24de om Morgenen gik Turen med Jernbane til F l e n s b o r g , hvor der vrimlede af Officerer og i Dagens Løb ankom flere og flere Festdeltagere. Den 25de Kl. 12 samledes de alle ved Krigergraven, den mægtige stensatte Gravhoj med alle sine Mindetavler, omslyngede af frodige Plantninger, og det stolte, tilslørede Mindesmærke. Efter en Sang af Fr. Hammerich til Mel.: »Vor Gud han er saa fast en Borg« og H. N. Clausens kraftigt manende og fortrøstningsfulde Ord, faldt Dækket under Kanontorden og Tusenders Huvraraab. Den anden Sang, af Ploug (Nyere Digte, S. 31), var til den dengang saa ofte og saa frejdigt sungne Fædrelandssang »Danmark dejligst Vang og Vænge«, som jo desværre næsten maa siges at være tabt sammen med Sønder­ jylland, men som forhaabentlig kun hviler for atter engang sejerrig at staa op af Døde og genfødes paa danske Læber. Atter og atter havde paa denne Tur de danske Sange tonet, i Rendsborg, i Slesvig, paa Dannevirke, men intetsteds klang dog mere gribende end her Hart- manns vidunderlig rene og ædle Mindesang »Slumrer sodt i Slesvigs Jord«. Tilhørere og Sangere var lige bevægede, og det bedste Bevis paa,- at den var gaaet til Hjerte, var den højtidelige Tavshed, der her