StudenterSangforeningen_1839-1889

Afskedsgildet for Ottesen.

136

der stod han, naar i sangrig Stund vi gæsted Danmarks Have, og havde Talen paa sin Mund og Tasken paa sin Mave.

[ en Kvartet hentydes til hans hidtilværende Virksomhed som Over­ lærer i Nyboder:

Mel.: Fader Berg i hornet stoter.

0, men her i disse Hvælvinger høres dog med storste Skælvinger det Afskedsbud, Du bar. Hvem skal nu os give Die? tale, naar vi andre tie? og være, hvad Du var: vor Ka’l, naar vi var Kællinger, vores Skrald, naar vi var Skrællinger, og vor And, naar vi var Ællinger, — lille Ven! for Du var Ottesen!

Ottesen! hvem skulde tænke, at den torre jydske Enke drog Dig fra Pligtens Vej! Kan Nyboders gamle Ulke, som nu gaa omkring og hulke, ej mere fængsle Dig? Dig, hvem saa tit de priste, naar Du deres Drenge riste og til Endemaal dem viste! Hvidt og rodt gor altid Hjertet blødt!

Denne, saavel som alle de andre, slutter med at belave Ottesen paa, at Sangforeningen i sin Længsel snart vil gæste ham i Præstegaarden: Men bedst som Du plojer den sandede Bund for Synden af Jyden at klemme, vi komme som Bisper en hemmelig Stund og sporge om Præsten er hjemme! Saa gælder det, Fa’r om Præsten har den unge Student i Hjertet kvar! eller som det hedder i en anonym Vise »Hr. Ottesen« :

Hr. Ottesen, Hr. Ottesen! se alle stirre til Dig hen, til Dig, som vanlig mætter vor Længsel med Billetter; ja tegn os nu paa Listen op, paa din Erindringsliste op, Rasmussen og den hele Trop. Men engang hen ad Vaaren vi storme Præstegaarden, skont ikke, ikke just i Maaren.