StudenterSangforeningen_1839-1889

Afsløringen af Ottesens Vinkande.

137

Den morsomste af alle Viserne, ved Afsløringen af Vinkanden, har vi ikke nænnet at beklippe; den meddeles nedenfor in extenso: Ved Ottesens Gravel E ft e r T a le n . Mel. : Domaredansen.

Nu have vi faaet beskænket vor Ven og hjulpet p aa ham med en Kande. Ottesen nikker og smager p aa den, og sa a styrer han fra Lande- Alle sige vi Ak! Ak! Ak! Ottesen siger T a k ! T a k ! Tak I Blier den tomt, inden Sol kommer frem, sa a bære vi ham hjem. Men Ottesen han sidder i Jydernes Land og Tiende taer han saa gerne. Jyden han roser da Ottesens Forstand og kommer med Mønt og Kerne. Ottesen han siger Tak! Tak! Tak! Jyden han siger Snak! Snik! Snak! Og sin Kande han fylder p aa Stand og drikker som en Mand. Men her gaar ej Sangen sa a let som for, vi stirre mod Jydens Lande; Stemmen er hæs og Halsen er tor, siden Ottesen er væk med sin Kande. Alle sige vi A k ! A k ! A k ! Ottesen siger T a k ! Tak ! T ak ! Kommer snart han tilbage ej — sa a skam sa a komme vi til h am ! J[ohannes] H[elms].

Studentersangforeningén.

• F o r T a le n . (Mel.: Hor klockorna med angsligt dån.) Her rejste vi med vaade Blik en Gravsten, døbt i Sang og Drik, for Helten, som til Hvile gik,

som slæbte med Ære, n aar galt skulde være, hvert Skab, han fik.

Snart Charon staar ved Skibets Ror, der fører Helten lang og stor til Landet, hvor Geert Winther bor;

med Flasker han ringer og Taktstokken svinger i Jyders Kor.

Nu synker ned det hvide Slør; o, sku din Gravsten, for Du dør, og drag saa bort med bliden Bør.

Og fyld sa a Pokalen, og lyt sa a til Talen, giv Agt og hør!

Ottesen har ikke beskæmmet de udtalte Forhaabninger; hver Gang hans Venner, Sangerne, har banket paa og spurgt, om Præsten var hjemme, saa havde Præsten den unge Student i Hjertet kvar, og det har han endnu, men han har ogsaa den priselige Skik hver 23de Januar i Præstegaarden at drikke en Ungdomsdrik af Kanden, som da sættes paa Bordet og bringer med sig en Flok af fornojelige Sangforenings­ minder. Heise var i 1865 vendt tilbage til København, og Chr. Lund var paa Underretningen herom strags traadt tilbage fra sin Dirigentpost. Men Generalforsamlingen vilde nødig miste ham og valgte ham subsidiært for det Tilfælde, at Heise ikke vilde modtage Valg. Da Heise netop havde begæret sin Afsked i Sorø, fordi han havde ønsket fuldstændig otium for at kunne dyrke sin Kunst, blev hans Svar afslaaende, og Chr. Lund