StudenterSangforeningen_1839-1889

Fest for Richardt. Sangforeningens Digtere. 1 4.3 Aaret 1867 begyndte med en smuk og stemningsfuld F e s t, arrangeret Studenterforeningen og Sangforeningen i Fællesskab, fo r Chr R i c ha r d t , som nu drog fra Byen for at overtage en Plads ved Mich. Goes Folke- hojskole. Her mødte de bedste af de tilbageblivende Sangere op med en Række af ypperlige Viser: Poul Rytter med den egentlige Festkantate, H. J. G[reensteen], begge Brodrene Rode, Knud Vallø, Joh. Helms og Otto hver med sin. Vi har allerede citeret et Par af dem og vil ogsaa i det følgende en enkelt Gang komme dertil; vi nodes jo desværre ideligt af Hensyn til Pladsen til kun at tage Enkeltheder med af Sangforeningens, for Resten ganske naturligt, ualmindelig rige Skat af gode Lejlighedssange lige fra de store for hele Folket bekendte Digteres og ned til en Stab af dygtige Amatører. Storst Betydning for Sangforeningen har selve Chr. Richardt haft, men det var en kon og rigtig Tanke, der ved denne Fest havde givet en anonym Forfattter [E. F. Koch] Anledning til sammen med ham at mindes de andre to store i en smuk Sang: Studenternes Digtere. Der jager en Rytter fra breden Gildes­ bord,

Der hviler en Vandrer i det lune For- aarskrat, han veed, hvad de Smaablom ster har at melde, og Solskin og Tagdryp har i Toner h an sat, og Gadedörspassiar kan han fortælle; men gaar han til Studenten, faar han løst hans Tungebaand, hvad i hans Hjerte gærer og hvad lyser for hans Aand, det kunde C h r is t ia n R i c h a r d t for ham sjunge. De trende har vi fostret i dette Bro­ derlag, . det hilste deres förste Ungdomssange, og trende Folk har godkendt Studen­ ternes Sm ag, som Nordens Skjalde ud fra os de Men hver en Kvæld, vi glædes ved en Bolle p aa vort Bord, og hver en Stund, vi mægte til Toner lægge Ord, de tre vi for vor Lykke har at prise.

hvor Vers og Viser, rungede sa a kække, til Kampen for Frihed og for det ene Nord imod Filisterilok og Jætter frække. Mens pæne Folk de hvisked, at han var alt for djærv, og kloge Hons de kagled, at Vers kun var hans Hverv, de fagre Kvinder gav P o u l R y t t e r Kransen. Der sidder en Fisker ved Soldets røde Hav de ægte Perler op deraf at hente, og Genbomuren revner flugs for hans Tryllestav, hvad der han ser, igen han gi’er med Rente. S a a jævn og sa a gemytlig er hans gode danske Spøg, saa dyb som Nat p aa Fjeld og som Mulmet under Bøg, — p aa Gyldenstreng' J en s K r i s t r up liflig