StudenterSangforeningen_1839-1889

Forholdet til de københavnske Sangforeninger.

157

Forhandlinger, der imidlertid havde fundet Sted mellem Centralbestyrelsen og Sangforeningen. Forholdet til de andre k ø b e n h a v n s k e Sang ­ f o r e n i n g e r havde længe været noget uklart. Sammenslutningen mellem alle Sangforeningerne var sket 1859, da der valgtes en Centralkomitee for at fremme musikalske Formaal og bidrage til Hovedstadens monu­ mentale Forskønnelse. Den forste Sangfest, 1860, indbragte 1600 Rdl. til Fodstykket for Øhlenschlægers Statue. Studentersangforeningen, der jo var den ældste københavnske Sangforening, blev strags opfordret til at være med og deltog ogsaa i nogle Koncerter, men da de fleste Sang­ fester senere af Hensyn til de øvrige ca. 30 Foreninger maatte holdes midt om Sommeren i Studenternes Ferie, indskrænkede vor Deltagelse sig i Regelen til Pengebidrag, saaledes f. Eks. 50 Rdl. til Sangfesten i 1868. I Juni 1864 udtalte en Generalforsamling af Københavnersangere Ønsket om, at Studentersangforeningen skulde træde mere i Forgrunden; Ottesen og Bendixen valgtes ind i Centralbestyrelsen, ja Ottesen blev endogsaa dennes Formand. Umiddelbart derefter samvirkede vi med de andre ved den foran omtalte Koncert i Ridehuset i November 64. Imidlertid lagde de omtalte praktiske Ordninger af Sangforeningernes Koncerttider og flere andre Omstændigheder Hindringer i Vejen for Fortsættelsen af Samarbejdet, bl. a. ogsaa vor nojere Sammenknytning med den øvrige Studenterverden i Stedet for, som Sangforeningerne ønskede det, med dem, n o g e n gensidig Antipathi havde der ogsaa efterhaanden udviklet sig, og endelig rev Forholdet helt ud i Sommeren 1867, efter at vi havde deltaget i de københavnske Sangeres Hyldest til Majestæterne ved deres Sølvbryllup. Den 1. Juni udmeldte vi os af Laget, nærmest paa Grund af den Maade, paa hvilken Musikken ved den Lejlighed var bleven valgt uden at adsporge eller engang underrette C. J. Hansen og os derom. Nu to Aar efter maatte selvfølgelig atter al gensidig Mis­ stemning vige for det fælles glædelige Formaal, og vi meldte os redebont til Samvirken, men da der dels kun kunde stilles et forsvindende Antal Sangere, og dels Centralbestyrelsen fremkom med det Forlangende, at vi for Fremtiden helt skulde gaa ind under den og opgive vor Selvstændig­ hed, saa nødtes vi til fuldstændig at bryde Forholdet. Collin Lundh, der kort for havde afløst Zinck som Økonomidirektør, og som allerede i 1867 havde vundet sine Sporer som dygtig Leder af vor Udenrigspolitik overfor Frankrig, befæstede nu end yderligere sit Ry som Diplomat ved den Dygtighed, hvormed han værnede om sin Forenings Ret. Hvem genkender ikke strags Kaptajnens Stil i den fyndige, bestemte Afgorelse: »Herved undergaar Centralbestyrelsens Henvendelse til os en fuldstændig Forandring. Her er nu ikke Tale om en Tilslutning for at medvirke ved