StudenterSangforeningen_1839-1889

Sangforeningen ved Universitetsfesterne.

159

Kantater. Generalforsamlingen af 18. Okt. svarede bekræftende herpaa. Det var jo ogsaa det naturligste, at den faste Sangforening knyttedes stærkere til Universitetet; det var selvfølgelig som Regel Sangforenings­ medlemmer, der allerede havde udført den for, men det havde alligevel ofte knebet haardt for Berggreen at samle et nogenlunde passende Antal Sangere, og han var nu for gammel til at skulle have al den Ulejlighed. Generalforsamlingen gik glat ind paa at overtage Arbejdet for Fremtiden, men det kan jo ikke nytte at nægte, at mangen en ofte har fortrudt det, og at det har haft sine Vanskeligheder for Musikdirektørerne at faa skrabet et tilstrækkeligt Kvantum Æresfølelse sammen hos Medlemmerne, saaledes at Kantaterne kunde udføres anstændigt. Naar man er vant til at betragte Sangforeningslivet som bar Fornojelse, kan det jo ogsaa være vanskeligt nok for en Eksrus — Russen er paa Færde alle Vegne og er mere nojsom med sin Morskab — at møde til en Del Ekstra- prøver og bagefter staa oppe paa Gallerietog glo under Rektors Tale, som han enten ikke kan høre eller ogsaa ikke forstaa. En tungsindig Eksrus fandt engang paa at tage et Øjebliksbillede i Fugleperspektiv af Situationen, som paa omstaaende Side er gengivet. Enten har Tegneren været meget ondskabsfuld, eller ogsaa ikke haft tilstrækkelig T id ; der møder dog i Regelen no ge t flere Videnskabsdyrkere. C. J. Hansens store Hoved med den begyndende Maane danner For­ grunden i Billedet; han gjorde ærligt sit til at forkorte den lange Tid f. Eks. med at sammensætte de løsrevne Brokker af Rektors Tale, der naaede herop, til et hojst gemytligt Kalejdoskop af Videnskabelighed og Københavnergrinagtighed, der ofte fik de ungetil at le paa rent gale Steder i Talen og en Gang imellem lod en tabe sin Kantate ned i Hovedet paa det theologiske Fakultet — en egen Maade at give Folk sin Stemme paa. Ellers gik man omkring med varsomme, listende Fjed og væltede af lutter Forsigtighed den ene Nodestol efter den anden eller rev Hansens nye Taktstok, som han havde faaet overrakt ved Afrejsen til Norge, paa Gulvet, altsammen til stor Moro for Kammermusikken, som forst naar han havde grint sin Mave itu, huskede paa, at han skulde skænde paa Spektakelmagerne. Nutidens Kantatesangere synes for Resten at være meget mere velopdragne og artige, men det skyldes vel sagtens blot den samme Mangel paa Gemyt, som vi kender fra Præsten i »Nøddebo Præstegaard«, naar han klager over, at man ikke længer læser i Aviserne om Slagsmaal, hvor unge Mennesker Nicolai bliver hængt paa en Lygtepæl. Aaret 1869 havde for Resten frembudt endnu en lille Episode af Sarigforeningspræstationer, og det oven i Kobet af de bedste. Vi be-