StudenterSangforeningen_1839-1889

Den gamle Kvartet.

163

losa; jeg mindes ikke andet, end at jeg var saa marode, at jeg faldt i Sovn og maatte vækkes, hver Gang vi ved Gildet skulde synge en Sang. Mandag Formiddag hvilede de andre ud, mensom en pligtopfyldende Embedsmand tog jeg om Morgenen til Kobenhavn, var i Ministeriet og mødtes saa om Aftenen med de andre i Helsingør. Naar jeg nu skal være ærlig, tror jeg nok, atStatsmaskineriet havde gaaet, selv om jeg ikke havde været paa Kontoret den Dag, men det tog sigsaa embeds- mandigt ud at tage til Byen. Om Aftenen var der saa Koncert i Helsingør. — — — Næste Morgen drog hver til sit. Det Udbytte, Gefle fik ved vor Tur, var ikke saa ringe, men Tallet husker jeg ikke. Muligt er det vel, at Nettoindtægten ikke var blevet meget ringere, hvis vi havde nojedes med at give Koncert i Tivoli, thi der var ubetinget Hovedindtægten; saa havde vi sparet Rejseudgifterne, Hotelregninger m. v., men saa havde vi ikke haft det fornøjelige Samliv i flere Dage med de fire Svenskere, ikke oplevet saa meget og fejret saa mange Triumfer, og endelig havde jeg ikke faaet Lejlighed til som nu her at prale af, hvad jeg og de andre Medlemmer af den gamle Kvartet vare for allerhelvedes Karle for 20 Aar siden.« Det var nu ogsaa aabenbart d e n g a m l e Kv a r t e t s Glansperiode netop i den Tid; det havde vi det følgende Aar, 1870, Lejlighed til at maale ved Sammenligningen med en meget feteret svensk Solokvartet, den Luttemanske, som gæstede Kobenhavn paa Tournée og var indbudt flere Gange i Sangforeningen. Det var en ganske overordentlig stor Fornojelse at overvære Kappestriden mellem de to Kvartetter og vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at tilkende nogen enkelt Prisen. Om det var patriotiske eller andre Nepotismehensyn, der gjorde sig gældende, skal være usagt, men man kunde alligevel mærke, at vi selv gav vore egne Palmen; hver Gang man omtalte de to Kvartetter, havde man ojensynlig Umage med at lede om tilbørlig hoflige superlativiske Udtryk om Svenskerne, men naar den gamle Kvartet kom paa Tale, saa var man aldrig i Forlegenhed for Udtryk; dér kom Begejstringen fra Hjertet. Storartet Lykke gjorde ogsaa den Vise af Conrad Moller, hvori han lod Kvartetten besynge sig selv; den fremkom forste Gang ved et Gilde efter Studenterkomedien d. 21. Dec. 1869, men maatte fra den Tid af hyppigt foredrages ved Gilderne. Den indledes med Bemærkningen: »Da det er Sædvane, at Komediekomiteen glemmer Kvartetten ved den efterfølgende Middag, ville vi, for at vise, at vi ikke glemmer os selv, i al Beskedenhed synge: 11*