StudenterSangforeningen_1839-1889

Carl Moller: Aarhusturen 1871.

171

hvem enhver Sorejse var eet eneste langt Offer. Naa, altsaa: vi mødtes ude paa Jernbanestationen, og det i den aarie Morgenstund, thi den­ gang afgik Morgentoget Kl. 7, en ganske urimelig tidlig Tid for os unge Studenter, der i Forventning om Turens Glæder havde glemt alle vore gyldne Forsætter om at gaa voldsom tidligt til Sengs den foregaaende Aften. Allerede halv syv begyndte de præcise at komme, og saa stillede de sig op foran Bygningen, spejdende ud over Pladsen efter de ventede Kammerater, som efterhaanden modte op fra hojre og venstre med Rejsetasken om Halsen, Plaiden over Skulderen og Kufferten i Haanden, det sidste Stykke Bagage saa lille som muligt — NB. efter givet Paalæg. Enkelte vare jo nok lidt morgengnavne, men det fortog sig, blot de et Ojeblik havde været i Vennernes Klynge. Som sædvanlig foer »Kaptajnen« kommanderende og arrangerende om inde i Forsalen. Han bar den omfangsrige Dokument- og Penge­ taske dinglende paa Maven, havde Studenterhue paa Hovedet, hvor den altid sad saa underligt, som om den ikke- passede ham, var allesteds­ nærværende og besvarede de utrolig mange og utrolig urimelige Sporgsmaal med et: »Ja, det skal je g nok sorge for«. Kassereren foer ogsaa om som en svag Kopi, men ham fandt vi unge nok noget vigtig, — han var jo jævnaldrende med os. Henne i et Hjorne stod Sangforeningens store lysegraa Kasser, fuldt pakkede med Sangboger, Programmer og Viser, og ved dem holdt gamle Rasmussen Vagt som en ærværdig Standartentrager, støttet til Fane­ stangen. Minut for Minut stiger Sangerskaren i Antal. Af og til hores der et Hurra fra Klyngen foran Bygningen, det er en af Foreningens Nota­ biliteter, der ' kommer korende. Rundt om summer Samtalerne, om hvor man vil komme til at bo, om der skal være eet eller to Baller, om hvor mange Skjorter man har med, o. s. v. o. s. v. Og saa udtales der hoj røstet Frygt for, at en endnu ikke indtruffen Kammerat naturligvis kommer for sent, det Bæst. Dog — Bæstet kommer, vi er fuldtallige. Saa lyder Signalet til, at vi skal til Vogns, og under et ubeskriveligt Staahej for at komme til at sidde sammen sker Indstigningen. Naa, endelig blev vi da godt bænkede, saa lød Lokomotivets Piben, Togføreren satte sin Maskine i Gang og vi lod vor Kaptajn satta maschinen igång. Og saa begyndte Kørslen gennem Sjælland; allerede inden vi forlod Københavns Grund begyndte de gyseligste Ordspil og frygteligste Brandere under bifaldende Latter og klagende »Uh«er at