StudenterSangforeningen_1839-1889

Carl Møller: Aarhusturen 1871

172

kastes om som Fjerbolde fra Mand til Mand, og saaledes vedblev det lige til Korsør. Paa Dampskibet over Store Bælt fik vi Frokost, Smorrebrød, 01 og Kaffe, og Stemningen ved Maaltidet oppedes betydeligt ved en Sang af — nkl, som opfordrede os til at tage for os af Retterne ved følgende Linier: Nej, sikken Masse dejlig Mad Hvor herlig er vort Fødelands og sikken Masse Drikke! fortræffelige F øde; kan Du la’ vær’ at nyde — hvad? thi her til Lands — selv her til Vands — thi jeg, jeg kan det ikke. er nok, selv om vi øde. Kom, vis mig nu, Du er en Helt! og vor Kaptajn - nej Kok, min Fa’e r! — Kan ikke Du, kan jeg dog; har langtfra ej os gækket, selv om det skal i »Store Bælt”, han dygtigt for os dægget har det skal sgu forst i mig dog. og dækket under Dækket. Efter Spisningen improviseredes en Forestilling paa et Mester-Jakels- Theater, hvilket meget nemt lavedes ved, at Bundbrædderne i den øverste Koje toges ud, saa de agerende nok saa bekvemt stod i underste Koje og kun præsenterede Overkroppen i øverste Kojes Aabning. Skuespillerne var Fr. Philipsen som den smukke Madam Lisette, Conr. Møller og Carl Møller som Manden og hendes Tilbeder. Teksten oplæstes af Villiam Faber; hvad denne gik ud paa, erindrer jeg ikke, derimod husker jeg godt, hvad den i Stykket forekommende Krukke var for et Møbel.*) Paa Turen gennem Fyn var vi alle enige om, at vi skulde hvile os og se at faa en lille Lur. I den Anledning haglede det værre end nogen Sinde med Vrovlebrandere, og da ved Odense Station en Velhaver fandt paa at købe en storre Ladning Albani-01, som vi tranporterede med os, det forste Stykke Vej i en Ølkurv, senere i vore Maver, maatte enhver Tanke om Hvile opgives. Paa Banegaarden i Fredericia spiste vi til Middag. Vi fik forloren *) Kaptajnen var forsvundet, men Axel Liebmann mente at burde repræsen­ tere Bestyrelsen og blev tappert siddende, uagtet Søsygens grönlige Skygger farvede hans Ansigt. Saa fandt han paa, for atholde den frygtelige Gæst borte ved en Kraftanstrengelse, at faa udført Ouverturen til »Elverhøj«. Den gik med en beundringsværdig Verve og en Præcision, saa næsten ikke en Node gik tabt, men Dirigentens Bevægelser blev mere og mere leddeløse; med et sandt Galgenhumør fægtede han omkring i Luften, indtil endelig den barmhjertige Carl Møller gav ham et ypperligt gammelt Husraad mod Søsyge, bestaaende i lunkent Hvidtøl med Sukker i, rört om med et Tællelys, til kun Vægen bliver tilbage. — Saa var han færdig. Udg.