StudenterSangforeningen_1839-1889

Carl Moller: Aarhusturen 1871.

175

Mork, at faa os vækket; navnlig var Peter Hansen meget ufremkommelig, da han argumenterede som saa, at Vogntoget nok ventede paa ham, da det var ham, der skulde holde Festtalen ved Frokosten i Skoven. Endelig fik Mork os dog ud af Fjerene, og under vor Paaklædning passerede følgende lille Episode. Mork havde været saa opmærksom at sende en ganske ung Barber- svend over paa vore Værelser, for at denne kunde betjene P. Hansen og Faber. Conrad Moller og Peter Hansen vare færdige med deres Toilette og vare ilede over til Morgenkaffen, og saa faldt det mig, der imidlertid ogsaa'var kommet i Tojet, ind at spille min Ven, Villiam Faber, et Puds. Medens Faber var i Færd med at forfriske sine Tømmermænd med diverse Dukkerter i Vandfadet, kaldte jeg den unge Barbersvend ind i det andet Værelse og betroede ham hviskende, at jeg var Læge, og at Faber var en Patient, jeg skulde ud med paa Sinds­ sygeanstalten. Den unge Mand blegnede, da jeg erklærede, at jeg var nodt til at gaa et Ojeblik. Han vilde holde mig tilbage, men jeg beroligede ham med, at Faber var meget skikkelig,naar man blot ikke sagde ham imod, men sagde ja til alt, hvadhan sagde; og saa gik jeg over til Kaffe­ bordet og fortalte Historien der. Et Kvarters Tid efter stillede Faber ogsaa. Han saa underlig forvildet ud, gik lige hen til Mork, slog i Bordet og sagde meget hojt og meget afgjort: »Du, Mork! Den Barber­ svend, han er F. t. m. gal, for han sagde ja til alt, hvad jeg sagde, selv det mest vanvittige!« Med Værter, Værtinder og en talrig Skare Deltagere steg vi til Vogns ved Ridehuset, men der var gaaet næsten en Time over det fastsatte Klokkeslæt, da det uoverskueligt lange Vogntog satte sig i Bevægelse ad Marselisborg og Skaade Skov til. Denne Koretur var vel nok Glans­ punktet i Festen. Luften var saa oplivende foraarsfrisk, ude fra det aabne, blaa Hav smøgede en let Brise ind og forjog Tungheden fra Hovederne, Skoven var pyntet til Festen i sin sarte, lysegronne Jomfru­ dragt, og Solen skinnede mildt og blidt og generede os ikke med alt for stikkende Straaler, og selv om den vilde have prøvet paa det, vilde det ikke have nyttet den noget, den kunde umuligt have trængt igennem de Støvskyer, som den lange Vognrække hvirvlede op. Ved et Sted i Skoven med det stolte Navn »Ørnens Rede« skulde Frokosten holdes, og den blev storartet munter og hyggelig; den vellykkede Sammenkomst mindes paa en Maade endnu der paa Stedet, idet den aabne Plads her har om­ byttet sit oprindelige romantiske Navn med den mere prosaiske Be