StudenterSangforeningen_1839-1889

Carl Moller: Aarhusturen 1871.

176

nævnelse: »Stuclenterhojen*).« I storre og mindre, livlige, brogede Klynger lejrede man sig her i Græsset, og Indholdet af de velfyldte Kurve blev serveret af Husmodrene, assisterede af de unge Piger, der atter havde en hojst beredvillig, men undertiden dog noget generende Assistance af de unge Studenter. I den lystigste Stemning blev der spist, under hoje Tilraab drak Naboselskaberne med hinanden, og hver af os Sangere syntes, han havde det bedst i sin Kreds, hvad man kunde slutte sig til af de hinanden krydsende Sporgsmaal og Svar, som f. E .: »Har I roget Laks ovre hos Jer?« — »Nej, men vi har Kalkunsteg! Har I det?«, o. s. v. Og til sidst endte det med, at det ene Selskab gjorde Visit hos det andet og fik et Glas Vin her og et Stykke Kage der, — og der blev gjort ma n g e Visitter. Saa lød Kaldet: ,,$an-g6-r6!“ over Pladsen, vi slog Kreds om vor Dirigent, Axel Liebmann, afsang en af P. H. skreven Sang og endte saa naturligvis med at give en hel lille Koncert til bedste. Da denne var forbi, opsøgte hver igen sit Selskab; nogle Partier vandrede ind i Skovens Dyb, andre diverterede sig med at foretage halsbrækkende Ned­ stigninger ad den stejle Skrænt med det glatte, fjorgamle Græs, og atter andre blev paa Stedet og legede »Enkemand« og andre uskyldige Lege, — Pantelege saa jeg i det mindste ingen af! Paa dette Tidspunkt indtraf der følgende lille Begivenhed, der tog sig ret kuriøs ud. Conrad Møller og jeg havde paa Turen opfundet et Sprog, som vi kaldte det nyzeelandske, og som det i og for sig ikke var saa overdreven vanskeligt at blive perfekt i, al den Stund det kun bestod i at brole saa hojt og saa uartikuleret som vel muligt. Naa, der var imidlertid flere af Kammeraterne, der fandt, at det lød morsomt, og som derfor nu opfordrede os til for et storre Publikum at optræde som de to vilde. Lejligheden var saa bekvem, som ønskes kunde, idet der paa selve Pladsen stod et lille Telt som Landskabsmaler Fritz benyttede, naar han tog Studier herude. Conrad Møller og jeg stred længe imod, men forgæves, og til sidst bleve vi trængte ind i Teltet af Publikum, der utvivlsomt ventede sig noget yderst underholdende. Vi to var flove over *) Billedet i »Illustreret Tidende« nogle Dage efter er yderlig slet og er derfor ikke optaget i nærværende Skrift; det er en fuldstændig fri Fantasi, hvad let falder i Ojnene paa enhver Sanger: medens en stor Skare Sangere forestilles syngende under Dirigentens Anførsel, ligger en Mængde andre hojst udisciplinært i Græsset, og ikke faa er, for Effektens Skyld formodentlig, udstafferede med hvide Huer. Selve Stedet vil være de fleste bekendt fra »Illustreret Familiejournals« Olietryksbillede efter Fritz’ Maleri. Udg-