StudenterSangforeningen_1839-1889

Carl Høegh Guldberg.

23

til at spille en stor og afgörende Rolle, uagtet han haardnakket vægrede sig ved at indtage en höjere repræsentativ Stilling end den beskedne Re­ præsentants; det var ham ikke Magten eller Stadsen om at göre, men altid selve Sagen, at arbejde til Gavn for Sangforeningen; i Kantaten ved 40-aarsjubilæet kalder Chr. Richardt ham ogsaa meget træffende for »Ge- heimeraaden«. I al deres bramfri Simpelhed er hans Afskedsord til Sang­ foreningen saa ægte betegnende for ham — da han endelig i 1877 sammen med Chr. Lund meldte sig fra Stillingen som Repræsentant— : »Vi have jo mange Gange tidligere talt om at lade yngre Kræfter afløse os og göre nu virkelig Alvor af det; men jeg behøver jo ikke at tilföje, at min Interesse for Sangforeningen stedse vil være lige varm, og at jeg med Glæde fremdeles vil yde den Bistand, som man i anden Egenskab maatte fordre af mig.« Og det var ikke Sangforeningen alene, der kunde göre Regning paa ham; blandt alle dem, der var Sjælen i Studenterforeningens forskellige Foretagender og var utrættelige til at arrangere og slide og slæbe for de andre, staar vistnok som de øverste han og hans Kontubernal i mange Aar i deres fælles Ungkarlelejlighed, Molt Wengel, en med hans egen beslægtet og sympathetisk Natur, hvis Død 1859 gik ham meget nær til Hjerte. De ejede begge den samme Humor; hos Guldberg traadte det med særlig komisk Kraft frem i de Roller, han udførte i Studenter­ komedierne; det er f. E. ham, der har »kreeret« Kobbersmedemadammen i »Genboerne«, hvor hele hans stilfærdige, men støtte og solide Lune paa sine Steder naaede op paaHöjde med selve Fru Sødrings Kunst. Uimod- staaelig var han ogsaa i den berömte Vise »det er overmaade smukt«, som Zinck og han foredrog som Tvrolerferdinand og hans Kone; saaledes er han foreviget paa Frisen, der forestiller Studenternes Flytning 1863 fra Boldhusgade til den nye Bygning. Men for de fleste vil han staa i Erindringen med de nedslagne Blikke og den ærbare Mine, höjtideligt op­ stillet paa Sangertribunen med sine Kolleger i »den gamle Kvartet«, men med Skælmen i Öjet og parat til en Gavtyvestreg, naar det skulde være, der kunde drage de andre ned fra Situationens storstilede Pathos, ned paa det jævne, hvor han altid var bleven staaende uden af lade sig impo­ nere af noget og uden at tabe sit sikre Fodfæste. Ogsaa Sanglærer Chr. Bul l var en Kapacitet i den unge Forenings Liv. Han omfattede den med meget stor Interesse, mødte ikke alene stadigt til Prøverne, men komponerede eller udsatte flere smukke Sange til Brug- for den; saaledes »Klang, mina flickor« og »Och an ligger mörker«. »Mest bekendt for det store Publikum er han som Komponist af »Lær mig, o Skov, at visne glad«. Den blev efter hans egen Udtalelse til paa den Maade, at han ved at overvære Øhlenschlægers Jordefærd i Frue