StudenterSangforeningen_1839-1889

Christian Bull.

24

Kirke, hvor den nævnte Tekst blev brugt, havde ærgret sig meget over, at den udførtes til en kedelig, langtrukken Koralmelodi. Umiddelbart efter hans Hjemkomst satte han sig da til sit Klaver og komponerede en ny Melodi. Samtidig havde A. Berggreen haft lignende Følelser og Hensigt. Med Hensyn til Forholdet mellem disse to Kompositioner, datror jeg nok, at Almenheden vil give Bulis Fortrinet, og han selv accepterede gerne Udtalelser i den Retning, idet han dog uforbeholdent indrommede, at Berggreens Melodi i den næstsidste Linies skonne Bølgegang bar Prisen. I Kolerasommeren 1853 henfaldt Buli som saa mange til Nydelsen af stærke Drikke som et formentligt Præservativ, og bibeholdt desværre senere denne sorgelige Vane, saa han tilsidst maatte opgive en anset Stilling som Sanglærer og forlade Byen. Han levede endnu en Række af Aar ude paa Landet, stille og efterhaanden forglemt, tabte vel aldrig sin Interesse for Musikken, men desværre ikke heller sit Hang til Spirituosa, og forspildte saaledes et haabefuldt Liv.« (Alb. Møller: Erindringer.) Vi have hørt, at Solokvartetten var den Form, under hvilken den flerstemmige Mandssang fortrinsvis havde været dyrket inden Sangfor­ eningens Stiftelse. Dette var naturligt dels Forholdenes Skyld, dels, om man saa vil, Komponisternes. Jo flere Personer det er, som det gælder at faa samlet til Prøver paa regelmæssigt bestemte Tider, desto vanskeligere vil det være; fire, eller til Nød otte i en Dobbeltkvartet, lader sig lettere manøvrere med; Regensen var jo for saa vidt ogsaa heldigere stillet med sit Sangkor, som man dér i Regelen med meget kort Varsel kunde faa alle Sangerne trommet sammen; dette havde ikke saa let ladet sig gore med andre Sangkor, som boede spredt. I sin forste Form kan man vel ogsaa sige, at den flerstemmige Mandssang blot var en harmoniseret Form for Soloromancen; hvad der blev udsat paa denne Maade — bortset fra storre Festværker som Kantater o. lign. — vilde derfor ikke som Regel kunne taale for stærkt Kor og kunde kun vinde i Foredragets Sjælfuldhed ved at blive udført af kun en paa hver Stemme. Dette gælder maaske netop særligt om den Kvartetkomponists Værker, der var flittigst dyrket i Trediverne, Kuhlau; man tænke sig slige fine og lette Satser som »Det er Amor, tro ham ej« eller »O blandt alle Alfer milde« for stort Kor! En saa beaandet, stemningsfuld Udførelse, som vort store Kor af og til har kunnet præstere i »Agnete«, eller en saadan kvik Behandling, som det ogsaa undertiden er lykkedes os at give »Dans, ropte felen«, maa dog vist siges at høre til Undtagelserne. Repertoiret af Sange for stort Kor var da ganske naturligt i Begyndelsen langt fattigere end nu; man maa heller ikke glemme, at det ikke blot er Digterne, men ogsaa Komponisterne, der lader sig paavirke og inspirere af den givne Lejlighed. Vi har under