StudenterSangforeningen_1839-1889

J. Borup fratræder 1843.

28

IV. 1843—1846 . Rig Høst. Tre store Folkefester.

Hvor mange mange Gange I samlede var, hvor mange mange Sange I indøvet har,

I Sandhed, I er bleven et Professor-Parti: en eneste Professor, han øver Despoti;

det gaar mig ikke an ; jeg sporger om Tendens, om Dyd og Konsekvens.

det gaar dog aldrig a n ! Han fægter med sin Stok, saa skraaler I en b lo c.

Og det er jo dog det værste Tyranni, der er til, I kan jo ej engang trække Vejret, naar I vil;

det gaar dog aldrig an ! Et Blad er Eders Sjæl, og I er Bladets Træl! (»Til Studentersangforeningen« af H um m er. Ved 25-Aars-Jubilæet.)

Sangforeningens Stjerne var øjensynlig i Stigen, Begyndelsen var lykkelig gjort og et Publikum vundet, men der var ogsaa arbejdet dygtigt og med levende Interesse af Musikdirektørerne. Der gives jo imidlertid altid Ting, som end ikke de dygtigste Dirigenter kan raade Bod paa; en Gang imellem var det derfor ganske naturligt, og for saa vidt ret velvilligt, naar Publikum efter Evne søgte at gore sit til at bøde paa Manglerne, saaledes da efter en Koncert et vittigt Hoved sendte Borup et Stykke Rugbrød indpakket i Karduspapir med følgende Rim: I din Sangforening lindes lidt Smor, dertil Brød Du have bor! Dette var navnlig møntet paa eet Medlem, som udmærkede sig ved at synge med Smor, og som var saa ivrig i Tjenesten, at han til Morskab for de andre ofte faldt ind med sit Smor ganske alene. Han fik ogsaa til­ navnet »Smor-T « Detmaanuf or Resten siges — men lad os banke under Bordet! — at det har været en Plage, som v o r Sangforenings Direktører kun har lidt ubetydeligt af, Borup maaske endda mindst, efter­ som han allerede i Foraaret 1843 fik sit Brød i Sorø, hvor han var blevet Musiklærer ved Akademiet. Sangforeningen mistede derved efter kun fire Aars Samliv et af sine ivrigste og varmeste Medlemmer, hvis levende Interesse for Foreningen og alt, hvad dens er, lyser ud af hver Linie i de Optegnelser, han nu som gammel Præst har stillet til Sangforeningens Raadighed og som vi paa de foregaaende Blade har benyttet som den væsentligste Kilde til den forste Tids Historie. Om sin egen Virksomhed skriver han her: »Jeg tænker med Glæde og Tak tilbage paa de mange, som jeg har arbejdet med, og hvis Flid og Ihærdighed gjorde det muligt,