StudenterSangforeningen_1839-1889

I

34

C. J. Hansen.

foreningen ikke let have kunnet finde en Personlighed, der var i bedre Overensstemmelse med det bedste i Studenterlivet end han, og det uagtet han ikke selv var Student. Det var ogsaa i fuld Erkendelse af, hvad hele Studenterstanden skyldte ham, at Studenterforeningen optog ham som Medlem, og han kvitterede for Æren ved at komponere den ene Karnevalsspøg mere sprudlende end den anden: Leonora di Massa Carrara (1855), Kong Rosmer (1857), En Sondag paa Alperne eller Vand­ møllen i Apenninerne (1874) foruden Musikken til de utallige Studenter­ komedier, Balletter, Intermedier osv. osv., han kunde ryste af sig. Hvad er ikke alene den beromte Ballade af Ruskantatens anden Del for et ægte Hansensk Caprizzio: den begynder dystert og alvorligt i Moll; vemodsfuldt og morkt gaar Melodien dybere og dybere ned i forste Linie: Sorte vare Lofte og sort var Gulv — og der fortsættes svarende til Tekstens Folkevisestil og lige saa indsmigrende melodisk i næste Linie: mangen Mand saa havde de skrækket — men i Begyndelsen af næste kan Skælmen ikke dy sig for at titte frem bag Bussemandsmasken; Melodien gaar over i Dur, og den lyse klare Sats lokker uvilkaarligt til at accelerer Ordene: Støvets Tæppe kendte hverken Rift eller Hul — saa kastes Masken helt: et drilsk Eccho sporger skalkagtigt tre Gange: Hul? og der svares tre Gange med tragisk Alvor: Hul! og til yderligere Forvisning anføres pathetisk og lamentabile: Ak det gjorde Sofabetrækket! i storslaaet tragisk Heltestil gives Forklaringen: Thi Heymann — Eccho (frygtsomt, anende den frygtelige Sandhed): Heymann? Svaret kommer pompøst: Thi Heymann, Heymann raaded for Borgen ! Det vides vistnok ikke, hvem der er Mester til det burleske indfald i tredie Vers, hvor Kvartetten har sagt »Foj!« at lade Eccho svare »Fy!« men det er ægte i Balladens Stil, og dets Ophavsmand har været Hansens aandelige Tvillingbroder. At fremmane et Billede af G. J. Hansen, saaledes som han altid var, naar han færdedes iblandt os, det er saa uhyre let overfor en Læser, som blot en eneste Gang har set ham — man behøver kun at nævne Ordet »Kammermusikken«, saa skyder der uvilkaarlig et skælmsk Blink frem i Ojet og Munden kruser sig til et venligt Smil; overfor dem, der ikke har