StudenterSangforeningen_1839-1889

54 Konstitutionelle Forviklinger i Fyrrerne. opdagede man, hvor grumt despotiske disse var. Bestyrelsen var strags yderst imødekommende mod Folkets Ønsker; den beromte Grundsætning »Nu ville vi alle spare« klinger tydeligt igennem dens Forslag til Nedsættelse af Kontingentet fra 2 -jk til 1 8 /? i de fire Vinter- maaneder og 1 for de øvrige Maaneder; der indtræder om ikke storre, saa dog længere personlig Frihed, idet der forst skal mødes Kl. 7 i Stedet for Kl. 6; og Spor af Stænderinstitution lader sig paavise i Forslaget om Ansættelse af to Stemmeformænd for hver Stemme. Det kan dog ikke skjules, at Bestyrelsesmødernes hemmelige Protokol aabner os et Indblik i et Dyb af slet skjult Underfundighed. Det viser sig, at alle Indrømmelserne ene og alene gaar ud paa at »raade Bod paa den ringe Del­ tagelse, der vises Foreningens Arbejdsmøder« (jfr. Referatet for 18. Nov. 1846); de to Stemmestænderformænd viser sig blot at være Regeringens ma­ skerede Spioner, eftersom der skal gives dem hemmelig Instruks om at holde Regnskab over alle, der møder, forhindre Tobaksrygning o. 1. Man lægge vel Mærke til dette ægte despotiske »o. 1.« under hvis brede, dækkende Vinger disse Bestyrelsens Kreature vil kunne begaa alle op­ tænkelige Ulovligheder. Paa een saadan gives der dem ligefrem Anvis­ ning: kan det være andet end Forsamlingsfriheden, man vil til Livs, naar man instruerer dem om »navnlig at paase, at Med­ lemmerne ikke betragte Lokalet mellem Sangdirektøren og Kakkel-

Vi synge fra det gronne Blad i en harmonisk Klynge; om Aar saa er vi skilte ad, men nye Slægter synge. Vi er som Skov og Melodi, et Løv, der er Afveksling i, mens Stammen staar og bliver.

Ved denne Lejlighed forefaldt en Episode, som Prof. Joh. Lange for­ tæller saaledes: »Paa Hjemvejen ad den brede Vej fra Fortunen, hvor Aftens- maaltidet blev holdt, til Klampenborg, gjorde Kusken, der, uden at vi i den løf­ tede Stemning havde bemærket det, var døddrukken, det Kunststykke at vælte hele Vognens Besætning, deriblandt Andersen og saa vidt mindes ogsaa Hartmann, ned i Vejgrøften, saaledes at Vognen faldt oven paa os alle og vi maatte bane os Vej, saa godt vi kunde, ud af Aabningerne mellem Grøften og den omvendte Vogn. Mærkeligt nokslap alle helskindede derfra; kun Andersen var overbevist om, at han havde brækket i det mindste et Par Ribben, hvorfor han blev ledet fra Væltestedet til Klampenborg af en Sanger under hver Arm. Forst langt om længe opdagede han, at den be­ frygtede Lemlæstelse kun var et Produkt af hans levende Fantasi.« (An­ dersens egen Beretning herom se Breve fra H. C. Andersen II, S. 117.)