StudenterSangforeningen_1839-1889

65

1848—4 9 —5 0 . Krigsaarene. Lang Rekonvalescensperiode. VI.

Inter arma silent musæ.

Godt, I unge, lydt at sjunge Nordens Lov paa Nordens Tunge, spinde Mindets gyldne Traad! Godt at hige mod den fjerne altid klare Haabets Stjerne; bedre dog vor Arv at værne Dag for Dag ved mojsom Daad. Godt at hædre bolde Fædre,

ligne dem er altid bedre, rede Nuets Vadmelstraad.

(Chr. Richardt: Til Nordens Ungdom. 1875.)

18-48! Dette Aarstal mecl den næsten magiske Klang, med de store Begivenheder i omtrent alle Europas Lande, men vistnok alligevel intet­ steds bevaret i Erindringen med saa stor en Kærlighed som hos det danske Folk, fordi det hos os fik et rigere Indhold som Folkelivets Løv­ springstid; det Aar, da man som ingen Sinde for havde følt Velsignelsen af Enighed og Sammenhold; da vildfremmede Mennesker kunde falde hinanden om Halsen paa Gaden, naar »Sejrens Engel floj over 0 «, eller trykke hinandens Haand i tavs Medfølelse, da »Paaskeklokken meldte over Lande om saa haard en Dyst«; det Aar, da de store Følelsers Tid var kommen tilbage, al Egenkærlighed og smaalig Strid om mit og dit var vegen for en uegennyttig, offervillig Kærlighed til Fædrelandet — da var ogsaa Studenten med saa fuldt som nogen, men ikke længer kun som Sangeren, der havde kvidret Frihedstiden ind og nu blot blev ved at synge om de store Bedrifter, nej han tog selv frivillig Geværet paa Nakken og blandede sig i de meniges Rækker og viste i Gerning, at ogsaa han torstede efter at kunne give noget hen for sit Fædreland. »Herlige Tid, da Brystet kun rummed,

hvad der var kærligt og godt! alle de onde Røster forstummed, Avind og Ondskab og Spot; muntert sin Uven Haanden man rakte, glemte sin Kiv; alt, hvad man ejed, paa Altret man lagde, ejed man intet, gav man sit Liv«.

(H. P. Holst.)