StudenterSangforeningen_1839-1889

I. Studentersang for 1839.

»Fordum sang Studenten sine Sange ugenert af Kunstens Rem og Læst; Øret kunde Melodien fange, Stemmen fulgte som den kunde bedst; den, der ingen havde, sang foruden; Harmoniens Lov og Taktens Maal spurgtes der ej om — og Sangerguden flygted tit for et bakkantisk Skraal.«

Som Studentersangforeningens Æresmedlem Carl Ploug i ovenanførte Linier af Kantaten ved Femogtyveaarsjubilæet har skildret Tilstanden for 1839, saaledes var det ogsaa: Flerstemmig Studentersang kan vel forfølges et godt Stykke længere tilbage i Tiden, men alt, hvad der ligger forud for Sangforeningens Stiftelse, bærer kun Tilfældighedens Præg. Den Rahbekske Tid havde særligt været en Sangens Tid. Siden »det norske Selskabs« Stiftelse (1772) var der fremkommet den ene Klub efter den anden, hvor man samledes til muntre Drikkelag. Næsten alle Digterne fra den Tid maatte derfor forsøge sig som Visedigtere, og snart mylrede et Utal af Visebøger frem; ikke blot havde hver Klub sin specielle, men ogsaa ved Familiesammenkomster, hvor man efterAftensmaden blev siddende sammen »i Bunterad« om den rygende Bolle, maatte Sang løfte paa Stem­ ningen. Disse Sange blev vel i Regelen udført unisono, men ikke sjældent foredroges de af et eller andet særlig musikalsk Medlem af Selskabet, ofte til Akkompagnement af Tidens yndede Instrumenter Guitaren eller Harpen, og det øvrige Selskab sang da Omkvæd eller Repetitionerne af Visens sidste Linier. Hvor der var noget storre musikalsk Sans, blev dette ofte udført trestemmigt; flere af Visebøgerne er ledsaget af Noder. I mange af disse Selskaber udgjorde — siden det forste Forsøg var gjort 1778 i Dreiers Klub — Musikken den væsentligste Del af den selskabelige Underholdning, ja det blev efterhaanden til, at alle anstændige Klubber maatte have deres Koncert en Gang om Ugen eller i det mindste