HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1965

F R U H E I B E R G S F A R V E L »Dansk Skuespilkunst«, bragte han til manges forargelse ingen karakteristik af teatrets største skuespillerinde —der imidlertid selv absolut ville have frabedt sig at blive portrætteret.1 To år forinden havde hun nemlig, som hun skrev til sin nærmeste ven, ministeren A. F. Krieger, »en Fornemmelse af, at den fordreiede Abekat Edvard Brandes med Høedt ved sin Side udarbejder et Livsbillede af mig som Menneske og Skuespillerinde i Lighed med hans tid­ ligere skruede Billeder af andre Kunstnere. Den Tanke, at en saa- dan Een tidligt eller seent kunde give Offentligheden et Vræng­ billede af mig og Heiberg, gjør, at jeg bevarer min Udholdenhed til selv at fremstille mine Anskuelser og Oplysninger om hine Aar, uagtet jeg maa være forberedt paa, at man snarere vil tro Hr. Brandes end mig. Angreb behager det store Publikum meget mere end Forsvar.«8 Dum var damen jo ikke - om end uforbeholden. Det var vel til tak for bl.a. denne salut, at Georg Brandes senere kaldte hende »en gås«.9 Hun slap imidlertid for sit »livsbillede« i første omgang, men adskillige år efter besvarede E. B. hendes angreb på fornemste vis gennem en varm og strålende hyldest til den geniale skuespillerinde. Der er et aber dabei. Man glemmer undertiden, når E. B. klogt og kyndigt - i sin kronik i »Politiken« - karakteriserer en del af fru Heibergs roller, at han selv kun var 16^2 år, da han så hende sidste gang.10 Meget må være erindret i lys af senere betragtninger, en del må være glemt, noget måske fortegnet i et bevidst - og for­ ståeligt —forsøg på at placere denne antagonist mellem de tabende. F.eks. fortæller han, at hun fandtes alt for gammel til at udføre de unge roller, selv om hun i hans øjne var ungdommelig nok. Publikum fordrev hende fra scenen, og hun spillede sidste gang for et halvtomt hus.11 Mærkeligt nok kan fru Heiberg selv —atter her - tage til genmæle. Torsdag den 2. juni 1864 spillede man - efter den egentlige sæ­

i i 9