HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1965

H E N N I N G V A L E U R L A R S E N sidste, der så fru Heiberg på scenen, da han i april 1864 oplevede hendes »Dina«.29 I sit berømte rimbrev til den store kunstnerinde takker han hende da - i 187 1 - ikke blot, fordi hun i årene for­ inden havde ført to af hans skuespil frem til succes, men også - og først og fremmest —for hendes skuespillergerning. Blandt hendes mange roller fremhæver han specielt fem: Agnete i »Elverhøj«, Dina, Jolanthe i »Kong René’s Datter«, Ragnhild i »Svend Dy­ rings Hus« og Ophelia i »Hamlet«, altså lutter danske kvindeskik­ kelser - selv Ophelia må vel være dansk.30 Der er det mærkelige ved sagen, at Ibsen strængt taget ikke kan have set to af disse skikkelser på scenen. Da han første gang besøgte København - i 1852 - havde fru Heiberg afgivet både Agnete og Ragnhild.31 Dog er det fristende at tænke sig, at han kan have oplevet dem uden for scenen. Hvis han nemlig på hin fjerne sommersøndag, den 14. august 1870, da han besøgte hende i hendes endnu eksi­ sterende villa i Rosenvænget, har omtalt det første arbejde, han fik opført på en dansk scene, nemlig »Gildet paa Solhaug« på Casino i 186 1, må nemlig fru Heiberg have affærdiget ham —dels vel fordi hun nok ville være den, der »opfandt« Ibsen her i landet, dels fordi hun faktisk selv havde fundet, at stykket var en mat efterklang af »Svend Dyrings Hus«, hvilket hun på en charmerende måde kan have bevist ved over for forfatteren at have reciteret monologer af »Svend Dyrings Hus« —måske også af Heibergs »Elverhøj«, der tilhører samme genre.32 Hun yndede ved lejlighed at citere sine roller.33 —Dette er naturligvis rent gætteri, men det ville forklare omtalen af de to roller i rimbrevet. Den 2. juni 1864 stod da fru Heiberg for sidste gang på scenen. Hvordan virkede hun? Herom har altså Edvard Brandes fortalt i dyb betagelse: »Et Øjenvidne kan forsikre, at selv for ganske unge Øjne var hendes Elisabeth en straalende skøn og af Ungdom fortryllende Ridderdame. Elisabeth stod i Vinduet og sang og 124