HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1965

O P R Ø R I R A B A R B E R K V A R T E R E T ? Hvem var det så, der måtte tage til takke med disse elendige boligforhold? Som man kan tænke sig, var der forskel på forhus og sidehus. I det førstnævnte, særlig de lavere etager, boede en del håndværksmestre, en vognmand, 1895 ejendommeligt nok også en politibetjent; fremdeles viceværten, først et postbud, senere gennem mange år en skibsfører. I sidehuset boede derimod, så vidt man kan se, ingen eller dog næsten ingen selvstændige nærings­ drivende og kun et mindretal, allerhøjst 20-25 % , faglærte arbej­ dere, mest af byggefagene. Flertallet af lejerne var arbejdsmænd eller kvinder; de sidste var navnlig sammenklumpet i kvistlejlig­ hederne oppe under taget; som livsstillinger angives handelskone, vask, rengøring og navnlig håndarbejde, sjældnere fabriksarbejde, men det er efter Christensens fremstilling nok sandsynligt, at nogle af de yngre fortav deres hovedindtægtskilde. Gennemsnitsalderen var ret lav; ægteparrene var gennemgående folk i 30’erne, til nød 40’erne, sjældent ældre. En anden mindretalsgruppe - når man som i denne sammenhæng naturligt bortser fra børnene - var de indfødte københavnere. En løselig beregning af fordelingen af side­ husets fuldvoksne beboere i 1893 giver kun 25 % københavnere mod 30 % fra Sjælland (navnlig Københavns og Sorø amter), 12 % fra de øvrige øer, 13 fra Jylland og ikke mindre end 19 % udlændinge, omtrent ligelig fordelt mellem Tyskland (navnlig Slesvig-Holsten) og Sverige-Norge (navnlig Skånelandene). Side­ husets befolkning var således overvejende unge immigranter, træk­ fugle lokket af storbyens lysskær, mange af dem for øvrigt først indvandret efter indgået ægteskab. Sproget på de snævre trapper og i etagernes skumle korridorer må have været et kaudervælsk af dialekter.4 En sammenligning mellem mandtallene og Christensens fremstil­ ling taler på mange punkter til gunst for denne sidste. Ikke mindst gælder dette hele milieuskildringen. Det er kun alt for sandsyn­ 161