HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1965

H E L S I N G Ø R G A D E S S U K K E R H U S’ B R A N D

mødre med småbørn op til sig, hvor børnene blev lagt i seng, me­ dens hun kvikkede mødrene op med en kop varm kaffe. I grunden var det et storslået syn at se de mørke silhouetter af brandmændene på de høje stiger mod den røde himmel. Over ga­ derne flaksede hjemløse duer omkring, og langs rendestenene pilede rotterne af sted - de havde også fået det for varmt, og nu søgte de mod kældernedgange, eller hvor de kunne smutte ind. Således må det i nogen grad have været den nat i 1807, da englænderne bombarderede byen. Folk løb hid og did og søgte efter hinanden. Værtshusholderne, der ellers kun af drikkevarer kendte øller, kogte kaffe i spandevis og satte ud på gaden, således at både Københavns brandmænd og de hjælpende brandfolk fra Holmen kunne få lidt at varme sig på. Endelig henad morgenstunden havde man magt over ilden, og i morgengryet så man ødelæggelserne. Så så man det mærkelige, at da brandvæsenet for at begrænse ilden havde øst uendelige vandmasser ned over de gamle huses bagsider, så var vandet på grund af den strenge kulde frosset til et helt ispanser på de gamle mure. Den samlede presse havde indset, at mange af de udrømmede ikke havde forsikret mod ild og anden skade. Bladene foranstaltede da, at der skulle betales entré for at komme ind i gårdene og se is­ husene. Alt, hvad der kom ind, blev givet til de nødstedte. Der var nu megen tale om, at nu burde dette usle kvarter ned­ rives. Det samme havde man sagt i 1853, da koleraen rasede i byen og navnlig her i det tætbefolkede kvarter havde haft rig høst af syge og mange dødsfald. Men der skete intet. Husene blev på ny lappede og levede vi­ dere. Men efterhånden som arbejdslønnen steg, flyttede mange mennesker ud i nye kvarterer, og da den endelige nedrivning be­ gyndte i 1942, var den overvejende part af beboerne langt nede, 181

Made with