HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1965

E G I L S K A L L Det tiloversblevne blev støbt til en klump, og på rådstuen over­ givet til oldermanden for kandestøberne med anmodning om, at han selv eller en anden mester ville støbe noget deraf efter behag. Oldermanden kom tilbage den 17. december, medbringende en lille tallerken, som var ganske god, og en del af en anden tallerken, som han var begyndt at støbe, men »materien« var blevet ganske hård og ville ikke flyde, denne halve tallerken var hård og sprød. Endvidere medbragte han en klump, som så helt forbrændt ud, det var resten af det, han havde fået udleveret. Oldermanden mente, at Jonschs tin ikke var så bekvemt og let at forarbejde som det engelske blandet med bly, og ville give hårdt og tyndt arbejde, hvorved kandestøbeme ikke fandt regning (de betaltes efter vægt). Yderligere mente oldermanden, at der af 4 lispund af Jonschs tin kun ville blive 1 lispund færdigt arbejde, på grund af den store afgang. Dagen efter fik Jonsch udleveret den halve tallerken og klum­ pen, og blev samtidig underrettet om, hvad oldermanden havde sagt. Jonsch forklarede, at metallet var blevet så forbrændt, fordi kandestøberen havde haft for meget ild oven på ovnen. De for­ brændte stykker lod Jonsch svendene smelte, og støbte et perfekt saltkar og overdelen til et andet deraf. Oldermandens forklaring passer godt sammen med en formod­ ning om, at den legering, han har forsøgt at støbe af, har indeholdt zink. Ved opvarmning til 500 grader Celsius vil zink begynde at brænde til zinkilte, og har oldermanden så fået rørt noget af zink­ ilten ned i smelten, kunne han ikke støbe noget ordentligt deraf. Jonsch kan have reduceret den tilbageleverede forbrændte klump til metal igen ved destillation, og må i så fald have været i besid­ delse af meget mere kendskab til behandlingen af metaller end mange andre, men han kan her meget let have svindlet ved sim­

74