KjøbenhavnsSkomagerlav

Væsentlig om Svendene.

99

betale 3 Rd., i November havde en tredje ligeledes spaseret i ni Dage, men da han var en »Jüngster«, slap han med een Mark pr. Dag. Saadanne Sager kunde imidlertid og- saa komme for Politiretten. I 1761 bleve to Skomager­ svende dömte ved den for utilbørligt at have forladt deres Mesters Værksted »og spaseret«, men kun den ene af dem slap med Bøder; den anden havde ikke alene spaseret, men »med nærgaaende Skjældsord udformet hans Mester og taget ham i Brystet«, han blev dömt til Fængsel paa Vand og Brød, og saa skulde han desuden »her for Retten udi Oldermandens og Kvartalsmesternes Overværelse gjöre hans Mester en sömmelig Erklæring, bede ham for det passerede 0111 Forladelse og tilstaa, han ikke veed ham Andet at paa­ sige, end hvis en ærlig Mester egner og anstaar«. Skomagersvendene vare ikke altid lette at regere. Det klagede da ogsaa i 1757 en Del Mestere over med den tid­ ligere nævnte Skomagermester Jean Pierre Periard i Spid­ sen. Arbejdslönnen var urimelig höj, men desuagtet vilde Svendene hellere gaa ledige end arbejde. Forholdet kunde imidlertid ikke ventes at blive bedre, saa længe Svendene gjennem Sprechningen, der stadig brugtes, selv kunde be­ stemme, hvem de vilde arbejde hos; Sprechningen burde afskaffes og den i andre Lav almindelige Omskuning burde træde i Stedet, saaledes at den arbejdssøgende Svend skulde træde i Tjeneste hos den Mester, der i det givne Ojeblik stod for Tu r til at faa en Svend, og denne Ordning blev virkelig slaaet fast ved et kongeligt Reskript af 8. Marts 1757 til Magistraten. Men nu lod Svendene høre fra sig. I Juli 1757 indkom der fra deres to Oldgeseller J. C. W ol­ lenborg »aus Dantzig« og Henrik Andersen »fra Kjøben- havn« et paa T ysk affattet Andragende, hvori de berøm­ mede den Frihed, Svendene havde faaet i 1748, »welches eine Renomée in ändern Ländern verursachet«, medens det ved nogle Mesteres Bestræbelser i 1757 fremkaldte Reskript