KjøbenhavnsSkomagerlav

Væsentlig om Svendene.

103

Scheffer og Svenden Johan Christoph Schleich fra Königs­ berg. Der herskede stor Bulder og Allarm, Scheffer, der vilde springe bort over Bænkene, maatte med Magt holdes tilbage, og da Schleich herefter valgtes til Oldgesel, prote­ sterede Scheffer voldsomt. Raadmanden ender sin Skri­ velse med indstændig at bede sig fritagen for at skulle være tilstede i saadanne Møder, hvor man sad i Frygt for at blive mishandlet eller lemlæstet. O g da Kongen samtidig, for­ underligt nok, løslod de to af Magistraten til Rasphuset dömte Svende, udtaltes der fra dennes Side mærkeligt dri­ stige Ord overfor den enevældige Souveræn. Det havde været heldigt, om dens Erklæring var bleven forlangt inden Løsladelsen, ti det var galt, at en Straf blev idömt for strax at eftergives, og Magistraten udbad sig herefter Majestætens allerhöjeste Viljestilkjendegivelse om, hvorledes den nu skulde forholde sig, idet den udtalte, at de vilde Menneskers Uor­ den umuligt længere kunde taales uden de allerfarligste Følger. Faa Dage efter anbefalede den yderligere en summarisk Optræden mod de forhærdede tyske Svende, der stadigt fremturede i deres Uvæsen, hvorom den hen­ viste til en fra 51 danske, svenske, norske, slesvigske og holstenske Svende' indkommen Skrivelse, hvori de beklagede sig over de stedfindende Forhold. De tyske Svende havde ikke betalt Tidepenge i fire Maaneder, men dog stadigt krævet og modtaget Fljælp til deres Syge og faaet deres Døde begravede; saaledes kunde det umuligt vedblive, de maatte betale, hvad de skyldte, og lade Svenden fra Kö­ nigsberg tiltræde som Oldgesel. Man er herefter spændt paa at se, hvorledes Knuden vilde blive løst. Situationen bliver nemlig mere og mere spændt. Da der stadig Intet sker overfor de tyske Svende, erklære de danske, norske og holstenske Svende i en ny Skrivelse, at saa ophøre ogsaa de med at betale Tidepenge. Men Kancelliet synes vedblivende at tage hele Sagen med