KjøbenhavnsSkomagerlav

Forordningen af 21. Marts 1800.

115

men ogsaa til Lavskommissionens Erklæring, og Resultatet blev absolut ikke til Glæde for Mesterne. Det betragtedes som en Selvfølge, at Svendenes Kro maatte føre Skilt, og Skiltet kunde endda ganske se ud som Lavshusets, naar det blot paa en eller anden Maade oplyste, at det var Svendene, som residerede dér, hvor det hang. Det saas dernæst ikke, at det kunde give Anledning til flere Møder, at Tidepengene bleve indbetalte paa Kroen istedenfor paa Lavshuset. Indbetalingen skulde, hvor den end foregik, finde Sted hvert Kvartal, og da Laden, Pen­ gene skulde indbetales til, var Svendenes og ikke Mester- nes, var det naturligst, at den beroede paa Svendenes Kro og ikke paa Lavshuset eller hos Oldermanden, og naar det gjordes gjældende, at det var under Mesternes Værdighed at give Møde paa Svendenes Herberge ved Indbetalingen, fik de at vide, at det var upassende at gjore en saadan Grund gjældende, da en Magistratsperson jo var tilstede ved den Lejlighed. Kun vilde det for at forekomme enhver Frygt være rigtigt at indføre, at der fremtidigt skulde høre fire Nøgler til Laden istedenfor tre, foruden Oldermanden, en af Lademesterne og en af Oldgesellerne skulde endnu Magistraten have en Nøgle til Raadighed. Hvad endelig Mesternes Paastand angik, at de fyrige Svende skulde melde sig paa Lavshuset, da slog Kancelliet fast, hvad der senere blev udtalt i Frd. 21. Marts 1800, at det skulde staa Me­ sterne og Svendene frit for at søge hinanden, hvorledes de vilde, ledige Svende skulde ingen Pligt have til at melde sig nogensteds, Omskuningen skulde ophøre, men tegnede en ledig Svend sig hos Oldgesellen, skulde denne melde det videre til Oldermanden, for at han kunde bekjendtgjore det ior de øvrige Mestere. O g saa sluttede Kancelliet til allersidst med at meddele Mesterne, der havde udtalt et Ønske om ved dets Hjælp at kunne faa Svendebroderska" bets store Gjæld til Lavet afviklet, at dermed kunde det