KjøbenhavnsSkomagerlav

116

Forordningen af 21. Marts 1800.

Intet have at gjöre, det kunde her kun anvise Lavet at søge Pengene inddrevet ad Rettens Vej. Grundigere Afslag kunde ikke vel tænkes. Skomager­ lavet maa derfor siges have været i höj Grad forberedt paa Resultatet af Kommissionens Arbejde, da det kom i den oftere nævnte Forordning af 1800, der paa mange Steder maa have gjort stærkt Indtryk, skjöndt Regeringen i den ikke gik fuldt saa langt, som Kommissionen gjærne vilde have det. Lavsvæsenet fik Lov til at bestaa, men det skulde grundig reformeres. Alle Fordomme og Misbrug, »som havde skadelig Indflydelse paa Haandværkerklassens moralske og økonomiske Forfatning og lagde Hindringer i Vejen for dens Fremskridt til den Grad af Kultur og Fuld­ kommenhed, som kunde og burde opnaas«, skulde afskaffes. Kongen vilde derfor ikke taale, at Lavene herefter i nogen Henseende stod under nogen Tvang af tyske Lavsvedtægter eller brugte Ceremonier, der bar Præg af de ældre Tiders raa og vilde Sæder. Lavene skulde staa frit udad til, men samtidig skulde der ogsaa herske den störst mulige Frihed indenfor deres egne Rammer. Mestere og Svende skulde frit kunne kontrahere om Arbejdsløn, Opsigelsestid og alle andre Bestemmelser; en Svend skulde kunne blive Mester uden først at have arbejdet som Svend, naar han blot kunde udføre det fornødne Mestersrykke, og paa samme Maade skulde en Dreng kunne blive Svend uden at have staaet bestemte Aar i Lære, ja uden i det Hele at have været i Lære, blot han kunde gjöre forsvarligt Svendestykke. Dygtigheden skulde med andre Ord, kunne komme frem paa den lettest mulige Maade og under absolut gode Forhold. En Svend maatte ikke uden sin Mesters udtryk­ kelige Tilladelse revse en Dreng med Hug, og en Mester, »der begegnede sin Svend med Skjældsord«, skulde gjöre ham en Æreserklæring for Politiretten. O g saa rækker den helt igjennem frisindede Forordning endnu en særlig Haand