KjøbenhavnsSkomagerlav

Indledende Bemærkninger.

med, og dernæst er der mange Skomagere, som endnu mindes, tiltrods for at deres Arbejder alle forlængst ere forsvundne. Nedenfor vil den ene danske Skomager blive nævnt efter den anden, ikke at tale om at Skomagerne som Stand gaa igjen i en Række Ordsprog og Talemaader. A f dem skulle vi nedenfor nævne nogle efter dog først at have vist, at der findes lignende Meddelelser ogsaa om Sko­ magernes Arbejde, d. v. s. om Skoene. Hos Jøderne tilkjendegaves Overdragelsen af en Rettig­ hed ved Overleverelsen af en Sko. V i høre i Ruths Bog, at den vedkommende Berettigede drog en af sine Sko af og gav den til Boas, idet han sagde: »kjøb Du saa Jordlodden og ægt Ruth.« Særlig ved Ægteskab, hvor Bruden over­ droges Manden, har en Sko (Tøffel) til langt ned i Tiden spillet en Rolle. I første Mosebog hedder det, at den barnløse Enke, med hvem hendes Mands Broder ikke vil indgaa Ægteskab, det saakaldte Leviratsægteskab, havde Ret til at drage en Sko af hans Fod, spytte ham i Ansigtet og sige: »Saaledes gaar det hver Mand, der ikke vil opbygge sin Broders Hus.« Om Luther fortælles det, at han en Gang ved et Bryllup tog en af Brudgommens Sko og lagde den op paa Brudesengens Himmel som Tegn paa, at han skulde have Herskabet og Regimentet, og endnu senere berettes der fra Tyskland om, hvorledes en af Bru­ dens Tøfler med et Som fæstedes til Væggen over Brude­ sengen som Tegn paa, at nu var hun undergiven Brud­ gommen. Endnu den Dag idag kjendes Talemaaden at »være under Tøflen«, men nu bruges den særlig om den Ægtemand, der maa lyde Hustruens Vilje. O g som en helt uforstaaelig Levning af Fortidens Skikke kastes endnu ofte en gammel Sko efter den Vogn, hvori Brudeparret kjører bort fra Brudehuset. Overfor hvad her er antydet, mindes man uvilkaarligt, at Brugen af Sko eller rettere Sandaler i Oldtidens Rom