KjøbenhavnsSkomagerlav

I en nedad gaaende Tid.

120

som de skulde og maatte betale, steg og steg. Svende­ broderskabet var nemlig i Gjæld. Det var Betalingen for de syge Svendes Hospitals­ ophold og de døde Svendes Begravelse, der voldte Vanske­ lighederne. Lavet, der stod i Forskud, ønskede i 1803 Tidepengene forhøjede fra 8 Sk. til 10 Sk. ugentlig. Det skete dog ikke, men det blev fastsat, at enhver Svend skulde betale 1 Rd. kvartaliter, hvad enten han havde Ar­ bejde eller var ledig. I 1810 kom imidlertid Forhøjelsen, der nu endda blev til 12 Sk. ugentlig, og senere voxede disse 12 Sk. endda til 24 Sk., hvorfor det ogsaa i 1823 udtaltes, at Tidepengene umuligt kunde forhøjes yder­ ligere, det var snarere Hospitalets Kur og Pleje, der burde søges gjort billigere. Broderskabets Gjæld paa denne T id var c. 1200 Rd. Da Peter Diderichsen i December 1820 tiltraadte som Oldermand, blev han af Frederiks Hospital krævet for ikke mindre end 1140 Rd. 82 Sk., og heraf udviklede der sig en endog hidsig Proces, ikke mellem Lavet og Hospitalet, men mellem den nævnte Oldermand og hans Forgænger Skomagermester Jacob Nymann, der var gaaet over til at være Læderhandler. Diderichsen vilde nemlig have Formandens Tidepengeregnskab, paa hvil­ ket der syntes at være en Mængde Restancer, klart oplyst, medens Nymann holdt sig til, at han havde faaet Kvitte­ ring for Regnskabet, og brugte grove Ord mod Efterman­ den. Politirettens Dom af 20. Marts 1823 kjendte disse døde og magtesløse, ja paalagde Nymann en Bøde paa 25 Rd. for dem, men frifandt ham ellers for Diderich- sens Tiltale. Man kunde ikke komme udenom den givne Kvittering. Svendebroderskabets Gjæld trykkede fremdeles, og baade Lav og Oldermand sukkede efter nogen ny Indtægt. Forordningen af 21. Marts 1800 var for drakonisk i hvad den i saa Henseende havde tilladt, og saa naaedes det om