KjøbenhavnsSkomagerlav

I en nedad gaaende Tid.

123

Alt, hvad der hørte Fortiden til. Da en Mester i 1806 negtede efter Tu r at følge med Lavsbudet for »efter Skik fra ældgammel Tid« at paase Indsamlingen til Bøssen til Lavets Fattige og Enker, slog Kancelliet, efter at have hørt Lavet, Pligten fast. O g da der desuagtet synes at være sket en Forandring heri, vendte man atter en Gang tilbage til det Gamle. Efter Forslag af Oldermanden Jacob Ny- mann vedtog en Lavsforsamling i 1819, at Kvartalspen­ gene skulde ophøre, og at Fattigbøssen igjen skulde omgaa paa den gamle Maade. Ejendommeligt er det ogsaa at se, at en Afgift, som Skomagerlavet fra gammel T id svarede Magistraten, nemlig 5 Rd. aarlig for Barkemaalstøndernes Brug, først faldt bort 1842, altsaa en god Stund efter at Skomagerne havde hørt op med at garve. Det er herefter kun naturligt, at Svendene, da deres Herberge i 1807 var brændt og med det alle deres zünftige Insignier, maatte ønske at faa disse fornyede. Som vi oven­ for have set, fik de samme Aar Myndighed til at skaffe sig de dertil fornødne Penge. Men 0111 de strax have be­ nyttet sig heraf, faar staa hen. Sikkert er det, at nogle herhenhørende Anskaffelser først komme langt senere. Det kan saaledes oplyses, at Mesterne i 1812 solgte dem Lavets gamle Skilt, det blev forud vejet paa Stadens Vejerbod, og at de i 1838 festlig indviede en ny Sølvvelkomst, en i Tidens klassiske Stil komponeret Pokal, der viser baade den enbenede Hans von Sagan og den dobbelte Orn. I et Skriftbaand omkring den læses: »Klogt og virksomt styret sattes Skomagersvende-Broderskabet i Stand til at koste denne Pokal Anno 1838«, og saa kommer endnu paa den ene Side følgende Vers:

Mange Aar vi saae at svinde, Stedse »Smykket« savnet blev I vor Kreds, Nu kjære Minde Vidn! om Broderenighed.