KjøbenhavnsSkomagerlav

I en nedad gaaende Tid.

I 2 5

stædere. Fra den festlige Indvielse er der bevaret en Sang, af hvilken her skal hidsættes følgende Vers: Hver, som brav paa Lærens Tid r Er løsgiven vorden, Lonnes skal for ærlig Flid Efter gammel Orden: »Velkomst« knytter da det Baand, Som ham her omslynger, Vi ham række Broderhaand, Brodernavn udsynger. Det lyder i hoj Grad fredeligt og troskyldigt, men Livet paa Skomagerkroen var dog ikke altid, hvad man kan kalde roligt. Her var stadig Drik og ikke sjældent Slagsmaal. I saa Henseende øvede Forordningen af 21. Marts 1800 kun ringe Indflydelse. De faste Stamgjæster, de saakaldte »Kro- rødder«, holdt fast paa deres Myndighed. Naar de unge Udlærte, »Pibeungerne«, mødte op i deres bedste Puds med Hatten ærbødigt nede i venstre Haand og havde udtalt Ønsket 0111 at blive optagne i Lavet og blive Svende, var det Morskab at fremkomme med Klager over dem. En havde røget Tobak, en anden undladt at hilse en Svend paa Gaden, en tredje ikke børstet en Svends Stovler efter Ønske osv. Saadanne smaa Klager kom man dog over, den Paagjældende blev alligevel som Regel tildrukken, men det kunde ogsaa ende med, at den Unge blev tagen i Nak­ ken og med al Kraft smidt ned ad Kroens Trapper, en Idræt, som ogsaa øvedes ved andre Lejligheder. Herbergsfaderen og Oldgesellerne vare ogsaa vigtige Personligheder. Den, der vilde være Oldgesel, maatte hyp­ pigt give Møde paa Kroen som splendid Gjæst. Det gjaldt om at blive gode Venner med Herbergsfaderen og ved hans Hjælp faa de nødvendige Stemmer. Valgtes han saa, blev han fjerde Oldgesel, hvorpaa han hvert Fjerdingaar rykkede et Trin hojere op, indtil han i det fjerde Fjerding­ aar blev første eller egentlig Oldgesel og derved erhver-