KjøbenhavnsSkomagerlav

I Katolicismens Tid.

nede de i Frygt ior den grasserende Pest et Selskab med fromme Formaal. »Skomagersvendene i Odense frygtede Døden og bestemte da at ordne deres T ing saaledes, at om nogen af dem døde, skulde Alt dog staa vel til for ham«. Ethvert Medlem af Selskabet, hvor fattig og elen­ dig han end var, havde Ret til at paakalde Selskabets Hjælp. Brødrene bleve tilsagte til at vaage over Syge og Døde, og det var deres Pligt at bære de Døde til Kirke, yde et Bidrag til deres ceremonielle Begravelse o g . efter Messen bære dem til Jorden, Alt for at de efter deres egen Død »kunde fange det evige Liv«. O g Svendene have her sikkert kun traadt i Mesternes Fodspor. Første Gang vi møde Bestemmelser vedrorende et Mesterlav, 1424 i Haderslev, er det om, at de derværende Sortebrødre give Skomagernes Lav Andel i Ordenens gcde Gjerninger. Den daværende katolske Kirke var en mægtig Faktor i Samfundet. Den gjorde sig gjældende overalt, og vi møde den da ogsaa i de kjøbenhavnske Skomageres Sam­ fund. Da Kanniken Hans Cortsen 1434 oprettede et Alter i Fruekirke, skjænkede han det ikke alene en Gaard i Tyskemannegade (Skovbogade), men tillagde det ogsaa Indtægten af de Messer, Skomagerne lod holde, og som han altsaa forud maa have forestaaet. Alteret, viedes til Evangelisterne Markus og Lukas samt til Biskopen St. Anianus, der særlig dyrkedes af Skomagerne. Han havde nemlig oprindelig selv været Skomager. Da Apostelen Paulus ved sin Ankomst til Alexandria søgte Hjælp hos ham for sit Fodtoj, vandt han ham for Troen paa den sande Gud; Anianus modtog Daaben og blev senere Byens værdige Biskop. De kjøbenhavnske Skomagere maa dog i endnu hojere Grad have dyrket to andre Skomagerhelgener, St. Crispinus og St. Crispinianus, de to fornemme Brødre, der, vundne for Kristendommen, efter Apostelens Bud om at leve af eget Arbejde havde udøvet Skomagerhaandvær-