KjøbenhavnsSkomagerlav

3o

Garveriforhold og nye Artikler.

som det nogle Aar efter kom til mellem det nye Lav og nogle Skomagere. Om Fred kunde der ikke være Tale. Garverlavet klagede i 1642 over Skomagerne Daniel Wagner og Jorgen von Husum, der ikke nojedes med at garve for dem selv, men ogsaa garvede for deres Fagfæller. De to Sigtede forholdt sig imidlertid ikke tavse til Klagen. De rettede et kraftigt Angreb paa det efter deres Mening hojst forunderlige Garverlav. Privilegiet af 1635 var givet »Læderberederne« i Kjøbenhavn, men var der en eneste faglig oplært Læderbereder eller Garver i det klagende Lav? Med udsøgt Haan gjennemgik de dets Medlemmer: »den ene er en afsat Kjøbmand, den anden en Mynter­ svend, den tredje en Lædertouger, som smorer og touger Læder for Skomagerne, for det fjerde tvende Skomagere, som Garveri aldrig lært haver, og for det femte en Enke, hvis Mand ej heller Garveri lært haver«. Et saadant Lav kunde umuligt dækkes af Privilegiet. Men efter dette snertende Udfald gaar Skomagerlavet, der ogsaa optræder i Sagen, over til et mere positivt Svar. Skomagerne, hedder det, ere som Regel uformuende Folk, der hverken have Gaarde i Byen eller Haver udenfor Byen, som de kunne garve i, og det er derfor en sand Velgjerning, de to til­ talte Skomagere have vist deres Lavsbrødre ved at tillade dem at garve i deres Haver. O g dette maatte de have Lov til. Skomagerne havde jo Ret til at garve for dem selv, og de Skomagere, der havde garvet i de Tiltaltes Haver, havde altid brugt egen Bark. Saa faldt den 17. Avgust 1642 en Raadstuedom, der gik Garverne imod, den »vidste ikke Skomagerne det at formene«, som der førtes Klage over. Garverne mente imidlertid stadig, at Garvningen i een og samme Have dækkede over en stor Krænkelse af deres Eneret, og i 1651 stævnede de da Skomagerlavet, dets Oldermand Joakim Dorn og elleve af dets Medlemmer for