KjøbenhavnsSkomagerlav

Fra Enevældens første Tid.

46

stere sagde, at de derfor ikke vilde give dem det for nogen T id siden forundte Sondagsmaaltid Mad«. Det er underligt, hvis det virkelig er tænkt, at denne Fremstilling skulde virke som en formildende, ja befriende Undskyldning. Den indrammer jo tværtimod, at der virke­ lig er blevet afholdt et Møde, hvor endda flere T in g ere bievne afhandlede. Skrivelsen synes imidlertid nok saa meget at være en skarp Klage over Magistraten, særlig over Præsident Resen, som et Forsvar for Lavet. Kon­ gen, mente Skomagerne, havde i Lavsartiklerne »befalet« dem at eftersøge Bonhaser; det havde de gjort, men der­ over var Præsidenten bleven dem »ugunstig«, ja havde paalagt Undersøgelsen at gaa »haardelig« i Rette med dem. Det er derfor med en vis Ironi, at de først oplyse, at Sagen var dem paaført af deres »Øvrighed, Præsidenten«, og derefter berette, hvorledes Magistraten midt i Sagen stævnede alle Lavets Mestere og Svende, henved 300 Men­ nesker, op paa Raadhuset, hvor Præsidenten »var os saa gunstig og satte ikke Noget i Rette mod os, men lyste Herrens Fred over os og bad Enhver gaa hjem til sit Værksted og leve i Fred«. Mødets Hensigt fremgaar ikke heraf, men der er en skarp Modsætning mellem Præsiden­ tens her skildrede Optræden og den derpaa følgende »haarde Dom og Straf«. Præsidenten betragtedes som Lavets særlige Fjende. Skomagernes underdanige Bon gaar nu ud paa at faa Dommen hævet; men kan dette ikke ske, ja da bede »vi fattige Mænd, tro Borgere og Undersaatter« om, at der maa blive os anbefalet en »upartisk, udenbys« Prokurator, »ti her i Staden findes ingen, der mod Præ­ sidenten tor eller kan procedere«. Saavel Klage som An ­ klage faldt imidlertid fuldstændig til Jorden. Da Kongen i April 1683 tilskriver Kjøbenhavns Magistrat om Sagen, udtaler han sin absolute Tilfredshed med den faldne Dom