BogenomKøbenhavnerne_1936-37

103 faar Plads til at omtale. Kun. en stor rager op imellem dem, den for faa Aar siden afdøde Carl Nielsen. Teatret har vi omtalt som Hofteater. Som alle ved grundlagde Holberg den danske Skueplads, og Arven optoges af Københavns kongelige Teater, der i halvandet hundred Aar har været Centrum for dansk dramatisk Kunst. Det har sin særlige rigt belyste Historie og vi maa indskrænke os til at nævne nogle Navne, der har været knyttet til det. Ingen Dramatikere fra det 18. Aarhundrede udover Holberg har kunnet overleve deres egen Tid. En Undtagelse er Oluf Chr. lOlufsen (f. 1764, d. 1827), der skrev Gulddaasen. Han er født i Viborg hvor Faderenvar Raadmand, blev dansk Ju rist og knyttet til Digteren Pram. General Classen tog sigaf ham efter

at han i Udlandet havde studeret Nationaløko­ nomi, han blev Professor ved Universitetet i 1815 og nød stor Anseelse for sin Personlighed. Guld­ daasen blev til i 1793. Men Aarhundredet tæller en Række dygtige Skuespillere, der levede i smaa Kaar og kun var lidet ansete, og det er heller ikke faa Digtere, der har forsøgt som Dramatikere. Ewalds »Fi­ skerne« og Wessels »Kærlighed uden Strømper«, er literære Mindesmærker, medens Storm, Thaa- rup, Samsøe, Wivet, Joh. Nordal Brun, er helt glemte. Knud Lyhne Rahbeck, en af sin Tids kendteste Københavnere, og hans i over 100 Aar fejrede Hustru Kamma Rahbeck, var opfyldte af Interesse for Teatret. Deres Ry er nu ved at blegne, men de red Skoleungdommen som Marer

H. C. Andersen

til langt ind i vor Tid. — Teatret levede op efter Christian d. VI’s Død, men dets Skæbne var alt andet end blid fra Holbergs første Fremtræden til langt hen i Aarhundredet. Vi kender Navne paa Skuespillere, der langt fra spil­ lede den Rolle i Byens Befolkning, som vor Bodil Ipsen eller Poul Reumert, for ikke at tale som den religiøst dyrkede Fru Heiberg. Frederik Pilloy var Elsker, Johannes Nicolaj Ulsøe var Jeronimus og spillede i sit Livs Aften denne Rolle som Byfoged i Grenaa, Henrik Wegner, der kreerede den Hol- bergske Henrik, endte som Krigssekretær. Jeppe var Nordmanden Jens Gram og Teologen Jens Høeberg var Arv. Damerne hed Madame Montaigu (Per­ nille), Madame Helene Coffre (Magdalone), Madame Lerke (Leonora), desuden to Jom fruer Sofie Hjorth og Frederikke Sophie Montaigu. Efter Christian d. VI’s Død vaagnede Teatret igen, i den løsslupne i moralsk Henseende meget letfærdige Periode, der betegnede Tiden til Struenses Fald, overgik det til Staden København i 1750 med en frivillig Styrelse og dette varede til 1770. Økonomisk set var det en begrædelig Tid og Konkurrencen med den italienske Opera var her som i sin Tid i Frankrig fatal for Teatret. Det endte med at det selv overtog Operaen, men skjules kan det ikke, at dets Aktørers Rygte blev værre og værre — som Tilfældet var i Regéncen og Ludvig XV Paris, en Rekrutskole for Mætresser! Blot at vor Literatur har glemt disse dejlige Kvin­ der, der i Frankrig beherskede en hel Literatur.