BogenomKøbenhavnerne_1936-37

122 Svøbe for Politikere og Kommunalpolitikere, uforglemmelige for alle, der nu kun har en udvandet Epigonproduktion med dygtigt nøgne Korpiger at forlyste sig med. København har sandelig været en Teaterby, og Teatret er et Moment, der er berettiget til den Plads, vi har givet det. Naar en skikkelig ældre Herre i vore Dage staar i Grønningen og ser paa en Plakat for Den frie Udstilling, mrk. Ja is Nielsen, med Karikaturer som dem, Gadedrengene (NB. et helt forsvundet Fænomen) plejede at anvende til at besudle Plankeværker, griber han sig i at tænke paa, at Danmark en Gang har haft Malere, der dyrkede Kunsten — men det synes længe siden. En ældre Herre føler sig mærkelig fri i sine Udtalelser, ubekymret om Tidens Dom! Krigene i forrige Aarhundrede havde deres Malere som J. Y. Sonne og N.

Simonsen, Malere som F. Yermehren og J. Ex- ner bringer ikke Udødeligheden i Forglem­ melse, og det er svært at knytte Kunstneres Navne særligt til København. Men vor sidste Periode har Navne som J. Th. Lundbye, P. C. Skovgaard, V. Kyhn, Portrætmalere som Fru Je- richau, C. A. Jensen, J. W. Gertner, A. Schiøtt og Marinemalere som Anton Melby og F. C. Sø­ rensen. Senere blev Kredsen stor. Yed Aarhun- dredskiftet havde København en Mængde Malere at opvise, der, selv om de ikke alle var Genier, dog forstod deres Kunst og »lavede« Malerier og ikke Plankeværksbesudling. Navnene er i frisk Minde: Otto Bache, C. F. Aagaard, J. la Cour, Gotfred Christensen, Chr. Zacho, Th. Philipsen. Blandt de største er Krøyer, Zahrtmann og Jo a ­

Georg Brandes.

chim Skovgaard, men Bækken er saa lang, at vi giver op og indskrænker os til de fornævnte med Billedhuggerne Stephan Sinding og E inar Nielsen i Følge. De store Arkitekter Harsdorff, Christian og Teophilus Hansen efterfulgtes af mindre, men Tiden tæller dog Mænd som J. D. Herholdt, F. Meldahl, Dahle: rup, Hans Holm, H. B. Storck, og ved Aarhundredskiftet satte M. Nyrop Kronen paa Værket med Københavns imponerende Baadhus. Kunst er »Krudt«, stor Kunst ene den, som følgende Tiders »Smag« ikke evner at spytte paa — og underligt er det jo heller ikke, at Kunstnernes Antal vokser proportionalt med Befolkningen, deres Navne er kun Glimt i Billedet, »Pladsen er lille, og Kunsten er stor«. F ra 48—70 laa Literaturen temmelig brak. Tiden, der fulgte, staar saa ube­ tinget i Georg Brandes Tegn, en Læ rer for Lærere, et Geni, der præger en hel Tidsalder. Da »Gennembruddet« holdt sit Indtog i København, tog den Ungdommen fangen og skabte en Kreds af Forfattere, der siden er vok­ set — næsten til en Landeplage. Kun faa af dem har personligt præget Byen som Københavnere, og i Modsætning til Skuespillerne har der aldrig været Interesse om deres Personer. Personligt ukendte færdedes de i Byen, under­ tiden skabte de smaa Kredse som »Berninakredsen« i Firserne og Halvfemserne eller Studentersamfundet ved Aarhundredskiftet, men for det store København var de ukendte paa ganske faa nær. Alle kendte den pompøse Holger Drach-