BogenomKøbenhavnerne_1936-37

18 Som før antydet betyder dette, at Adlen, der før havde siddet paa deres Gaarde, spredt i Riget og kun været ved Hoffet paa dets Rejser eller i Leding med deres rustede Svende, nu repræsenterede en Gruppe af Stadens Indbyggere, der stod udenfor Ryernes Jurisdiktion, ikke alene selv, men ogsaa med deres Hus­ stande og derfor næppe var kærkommen Tilvækst til Stadens Refolkning. Men faktisk styrede de Landet og efterhaanden ogsaa Staden udenfor Erhvervslivet. Povl Laxmand til Nielstrup og Sandholt, Arreb o, Aagerup (Skaane) og Val- den (Halland) var under Kong Christiern d. I og Kong Hans Rigens Hofmester og Landets mægtigste Mand. Han blev i 1502 kastet i Vandet fra Højbro af R jørn Andersen R jørn og Ebbe Strangesen med de Ord: »Du hedder Laxmand, svøm nu«. Ikke alene lod Kong Hans ikke Drabet straffe, men anklagede endog L ax ­ mand efter Døden for Højforræderi og fik Konfiskationen af hans Gods gennem­ ført ved Herredagsdom, skønt de fleste Rigsraader var hans næi meste Vennei og Frænder. I Aarevis stod der Gny om den Sag, og Slægten fik under Frederik I en Del af Godset tilbage. At Sagen fik det Udfald, skyldes vel nok den Misundelse, han havde vakt blandt sine Fæller, noget lignende hændte 150 Aar senere Coifitz Ulfeldt og Hannibald Sehested. Ublodig Rorgerkrig har altid været dansk lige ned til vort Foreningsliv i 1936. Om Torben Oxe har vi foran talt. Han var Slotsherre paa Slottet, der nu var Lensmandsbolig. Lensmanden der udviklede sig til den Stilling, der af Giiffen- feld afløstes af Amtmænd og Stiftsbefalingsmænd, var altid en adelig ofte en Rigsraad. Af Slægter, hvis Mænd i denne Periode er nævnt i Krønniker, er Oluf Axelsen Thott af en af Skaanes mægtigste Slægter. Det fortælles, at han, der boede i Tysk- mannegade (Vimmelskaftet), en Dag mødte E rik af Pommerns Frille Cæcilia, der havde været i Tjeneste hos Dronning Filippa, som var meget populæi. Han slog hende paa »Halen«, paa det Sted, hvor man revser smaa Rørn og paalagde hende at sige Kongen, at hun skulde rejse ud af Landet. Det gjorde hun, men Kongen fulgte med og slog sig ned paa Gulland! Vi har Reretninger om kongelige Rrylluper og Ridderspil, hvor Adelen mødte op. Og af Krønnikerne faar man det Indtryk af Heste, Harnisker, Silke, Guld og Ædelstene, der præger vore Romanskrivere, naar de skriver om hin Tid. Gan­ ske vist maa det have set herligt ud, naar Erkebiskoppen af Lund og Marsken Klavs Rønnow paa Valby Rakke modtoges af Kong Christiern den I i Spidsen foi 500 Ryttere I brune Klæder med blaa og hvide Striber og overgav ham Rruden fra Sakserland Christine, hvorpaa de fulgtes til Vesterport, og Kongens Rroder Prins Hans sluttede sig til Toget med 700 Ryttere i grønne Klæder med brune, blaa og hvide Striber for at drage gennem Ryens Gader til Ridderspil og Festei. Men Reversen af Medaljen er de idelige Farsoter, og disse Ridderes daglige Liv var næppe saa komfortabelt eller sikret som en Murersvends i vore Dage. Aande- lige Interesser havde faa af dem, egentlig Kultur optræder først i Danmarks Adel i Slutningen af det 16. Aarhundrede. Deres Liv var som Ørkenens A iabeies eilei de indianske Stammers blot med mere Roligkultur og den katolske Religion som eneste aandelige Ballast udover Romaner om Flores og Rlanceflor og de Viser, hvorefter de traadte Dansen. Øm Kong Hans hører vi følgende, der vist nok passer paa Størstedelen af Ri­ gets høje Adel. Huitfeld er vor Hjemmel: »Han var en passelig høj og fireskudt